Vi har brug for nye måder til at blive mindet om, at den måde, vi lever på, har konsekvenser for den jord, vi bebor, mener Alan Weisman. –
- Mette Frandsen.
Lars Henriksen |
15. oktober 2008
I en verden uden mennesker ville jordens skønhed træde tydeligere frem. Men naturens kamp mod vores fodaftryk bliver langvarig, og jo mere vi bliver ved med at udpine den, jo sværere får den ved at genoprette sig selv, lyder pointen i ny miljøbog. Dens afgørende løsning er at indføre en etbarnspolitik i hele verden, så vi bliver færre om at gøre skade
Det er en usandsynlig tanke, men ikke en utænkelig én: en verden uden os. Forestil dig eksempelvis en luftbåren virus eller et nanoteknologisk eksperiment, der går helt galt og udrydder vores race helt og aldeles. Men lader alt andet stå urørt tilbage. Hvordan ville jorden reagere? Hvor store ville vores aftryk være?
Det spørgsmål har den prisbelønnede amerikanske miljøjournalist og forfatter Alan Weisman rejst jorden tynd med og fået svar fra nær og fjern, lille og stor, og hans konklusion er på samme tid opløftende og tyngende. For jorden skal nok klare sig uden os. Den vil faktisk klare sig betydeligt bedre på egen hånd, viser Weisman.
Efter to dage vil kloakkerne godt nok blive oversvømmet, og efter en uge vil verdens 440 atomreaktorer blive overophedet og springe i luften. Blyet, der blev udledt i naturen under den industrielle revolution, vil først være væk efter 35.000 år, og der vil gå 100.000 år, før CO2-niveauet er tilbage til tiden før menneskets produktionsbehov. Men naturen vil komme sig og blive lige så smuk og mangfoldig som i sin vorden.
Den pointe er indtil videre blevet solgt i flere end to millioner eksemplarer i 32 lande – nu også Danmark. Årsagen er den simple, at vi har brug for nye måder til at blive mindet om, at den måde, vi lever på, har konsekvenser for den jord, vi bebor, mener Alan Weisman.
– Faktum er, at vi er i færd med at overvælde planeten. Det er allerede fortalt i et væld af klimabøger, men de bliver sjældent læst. De er for komplekse og præget af dommedagsprofetier, som ingen kan overskue. I stedet for at fortælle historien om, hvordan vi skal dø, har jeg forsøgt at skrive en historie om, hvad der sker, efter vi er døde. Det er et scenarium, der fascinerer mange mennesker og åbner øjne, som normalt slet ikke kigger, siger han til Kristeligt Dagblad.
I den verden, han beskriver, er det ikke alt menneskabt, der gøres til skamme.
Bronze er noget af det, der holder længst, og derfor vil mange af Københavns flotte bygninger og skulpturer blive stående, mens naturen overtager alt andet. Plastic er dog noget af det, der også er mindst nedbrydeligt. Rigtig meget af det ender med tiden i havet, hvor det samler sig i store, unedbrydelige dynger. I Stillehavet et sted mellem Californien og Hawaii findes eksempelvis en ø af plastic på størrelse med Spanien og Frankrig lagt sammen, og ifølge flere forskere er øen godt på vej til at vokse sig så stor som Afrika. Den er endda kun én af tre plasticøer. Havet river plasticen i stadig mindre stykker, men det forsvinder ikke. I stedet koster det stadig flere dyr livet, fordi det sidder fast i deres fordøjelsessystem uden at kunne blive nedbrudt.
Radioaktivt affald er det andet eksempel på efterladenskaber fra mennesket, der ødelægger naturen. I dag findes der kun en enkelt sted i hele verden, hvor affaldet opbevares sikkert (det ligger i Finland), og det depot er endda helt nyt. Og sådan kunne man blive ved. Faktisk har mennesket slet ikke gjort sig fortjent til at bebo planeten længere, mener lederen af Den Frivillige Menneskelige Udryddelsesbevægelse, som Alan Weisman møder i sin bog.
Det er netop hans tanker om, at mennesket bør holde op med at formere sig, fordi jorden vil få det bedre uden os, der inspirerer til scenariet om en verden uden os. Weisman er dog ikke klar til at gå så langt – der må være en mellemvej. Mennesket har trods alt også gjort gode ting og fortjener ikke udryddelse.
Løsningen – som er den eneste, bogen lægger frem – kan derfor være indførelsen af en etbarnspolitik på verdensplan.
I dag bliver vi en million flere mennesker på jorden hver fjerde dag, og fortsætter det, vil vi være cirka 9,1 milliarder i midten af dette århundrede (mod 6,6 i dag). Indfører vi et system, hvor ingen må føde mere end ét barn, vil vi inden for et århundrede være tilbage på det niveau, vi var på i begyndelsen af det 20. århundrede, inden forbedret levestandard og ny teknologi gjorde fødselsraterne stejle, nemlig 1,6 milliarder.
Mange af fremskridtene siden dengang har naturligvis været gode, fastslår Weisman. Men faktum er, at jo flere vi er, jo mere forbruger og forurener vi.
– Mange kristne siger til mig, at der står i Bibelen, at mennesket skal befolke jorden. Og det har vi gjort godt, alt for godt. Men Bibelen siger også, at vi ikke behandler jorden godt nok, og da syndfloden kommer, er det dyrene og ikke mennesket, der fylder op i Noas ark. Pointen er, at hvad enten vi vil det eller ej, så er vi nødt til meget snart at træffe nogle drastiske valg, hvis vi vil redde jorden, og ét af de mere effektive er en fødselsreduktion. Om det er realistisk, er det store spørgsmål, for mange vil stritte imod. Men vi behøver ikke at opgive vores værdier eller trossystemer for at føde færre børn. Se på Italien: Her er man frivilligt nået ned på en fødselsrate omkring 1,2. Se også på alle dem, der lige nu må tilpasse deres liv meget drastisk efter følgerne af finanskrisen. Det gør ondt, men folk gør det, for mennesket har altid kunnet tilpasse sig. Hvis vi virkelig vil, kan vi også beslutte os for at føde færre børn, bygge flere vindmøller og gøre alle de andre ting, der skal til for at redde jorden. Vi har intet andet valg.
Alan Weisman: Verden uden os. 360 sider. 349 kroner. Borgens Forlag.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad