Pludselig kan jeg se, at der er sammenhæng i det, jeg har lavet

Allerede når man træder ind i museumsgaden, som gennemgangsfoyeren på ARoS hedder, sker der noget.

Farvede lysstofrør udgør bogstaver, der hilser velkommen med Frandsen-statements som "Lebensraum", "White power", og "Evergreen".

Fortsætter man ned ad trappen til særudstillingsgalleriet ved siden af ARoS' vartegn, gigantskulpturen "Boy", møder man den svævende, organiske neonkugle, der spejler sig i store stålbilleder med – ja, blomstermotiver. Videre i udstillingen møder vi de otte nye mosaikker, der kombinerer det antikke udtryk med en fotografisk virkelighed. På gulvet er lagt et utal af kvadratiske felter i alle regnbuens farver, et gulv, der kan ses fra hvilken som helst etage på det store museum.

Dobbeltheden går igen, intet er entydigt, og som beskuer får man hele tiden slynget modsatrettede udsagn i hovedet.

Sådan er det også for kunstneren selv. Han er ikke den, der kommer med færdige forklaringer på, hvordan hans kunst skal forstås, og endnu mindre ser han sig selv i noget bestemt lys eller kunstnerisk "isme".

– Når udstillingen hedder "Det dobbelte rum", så er det fordi, det er det, der er sammenhængen – eller den røde tråd om du vil – i det meste af det, jeg har arbejdet med. Der er jo altid snakken om, hvornår et kunstværk er færdigt. På dét punkt har jeg altid arbejdet med et parameter, der går på, at der skal opstå et rum, der er større end det, som var udgangspunktet. Det er sådan et underligt parameter, som ingen fatter, men som jeg har brugt for og kan se nu, hvor det hele er samlet.

Det modsatrettede ligger også i Erik A. Frandsens valg af medier og teknikker. Han har stort set været igennem det hele: Pensel, lak, træ, stål, neonlys, stiftmosaikker, fotografier. Det hele er der eksempler på i udstillingen.

Som nævnt er det museumsdirektør Jens Erik Sørensen, der er idemanden bag udstillingen. De to mødte hinanden første gang i 1983, hvor den århusianske museumsleder var på besøg i Værkstedet Værst på Rosenørns Allé i København. Her arbejdede Erik A. Frandsen sammen med blandt andre Christian Lemmerz og Michael Kvium ,og stedet var arnested for "de unge vilde".

Jens Erik Sørensen har siden fulgt Erik A. Frandsen tæt, og det er blevet til mange indkøb i årenes løb. Til den nuværende udstilling er der imidlertid hentet værker fra mange andre museer og fra flere private samlere.

Erik A. Frandsen er meget produktiv og anerkendt. I dag er han den kunstner, der er repræsenteret med det største antal værker på de danske kunstmuseer.

Et sted mangler han dog, og det er i kirkerne. I modsætning til mange andre af nutidens store kunstnere har han endnu ikke kastet sig over kirkekunsten, og det er mere end tvivlsomt, om han nogensinde kommer til det.

For nylig har han været i dialog om et kirkekunstprojekt i Horsens, men det endte med, at han gik sin vej og smækkede døren efter sig.

– Jeg har det svært med, at det er menighedsrådene, der sidder og bestemmer over indretningen af kirker, som jo er vedvarende kulturinstitutioner. De tror på Gud, men de har ingen som helst forudsætninger for at vide noget om kunst. Det er meget rigidt og ender næsten altid med at blive en dødssyg diskussion om smag, siger Erik A. Frandsen.

En enkelt kirke har han dog udsmykket, nemlig sømandskirken i Hamborg. Her var der ikke noget generende menighedsråd, og præsten gav ham frie hænder til at lave en stål-altertavle med blomstermotiver og, som han selv udtrykker det, et underligt kors i neon.

Udstillingen på ARoS kan ses frem til 4. januar 2009.

washuus@kristeligt-dagblad.dk