Israel lever på kanten af total neurose

Hun er selv barn af to holocaust-overlevere. Hendes mor flygtede fra et brændende Polen, hendes far fra et ditto Tyskland. De mødtes i det daværende Palæstina, blev forelskede og bosatte sig i landet, men faderen blev dræbt af palæstinenserne, inden Gila Almagor blev født. Og da hun var ni år, blev staten Israel oprettet.

– Jeg er vokset op i skyggen af holocaust. Jeg vidste, at min mor bar på store sorger og hemmeligheder, men hun fortalte mig aldrig om det. Jeg ved kun, at hun mistede 147 familiemedlemmer, der alle blev dræbt under jødeforfølgelserne.

– Når man bygger en ny stat op så hurtigt, som det skete med Israel, taber man og opgiver mange værdier på vejen. Når jeg ser tilbage, synes jeg, vi lukkede øjnene for en arv, vi hverken kan eller skal løbe fra.

– Hvis man vil opdrage sine børn til at være mennesker, der kender forskel på godt og ondt, er holocaust en grum nødvendig historisk begivenhed , som vi er nødt til at forholde os til.

Selvom retssagen i 1961 mod SS-officeren Adolf Eichmann og den efterfølgende henrettelse af ham i Jerusalem for alvor vækkede den israelske befolknings opmærksomhed omkring holocaust og ikke mindst overleverne iblandt dem, tilhører Gila Almagor den fløj i Israel, der har kritiseret skiftende regeringer for ikke at gøre nok for at hjælpe de traumatiserede overlevere.

Hun har også kritiseret befolkningen for ikke at gøre det samme.

– Holocaust-overleverne gav Israel en helt ny dimension. I begyndelsen var Israel gjort af idealistiske immigranter fra Rusland, der havde en plan og byggede landet op af socialistiske kibbutzer. Overleverne bragte en følsomhed med sig, som ingen kendte til, men som er vigtig for eftertænksomheden.

Den indignerede skuespiller betgener sig selv som en kritisk humanist. Hun omtaler palæstinensernes situation som "en tragedie" og tager skarpt afstand fra de israelske bosættere.

Men hun er også nationalt bevidst og en stor beundrer af staten Israel og dens folk.

– Når jeg ser på Israel, ser jeg ikke kun fortidens fortrængninger. Jeg ser også et mirakel. Store dele af landet er ørken. Alligevel har vi fået seks Nobelpriser, vi har skabt manstore kunstnere og forfattere, der er kendt langt ud over Israels grænser, og vi har videnskab på højt niveau. Landet rummer en enorm talentmasse på et meget lille territorium.

Desuden er israelerne omgivet af lande, de ikke har et særlig godt forhold til. Det skaber et pres og deraf en ubevidst tanke om, at man skal udnytte tiden og skabe, mens man kan, mener hun.

– Vi har levet med et sværd over hovedet, lige siden staten Israel blev oprettet. Det er et kæmpe pres at leve under, som alle israelere kender til, men ingen rigtig taler om.

– Det bringer de ubearbejdede minder frem. Holocaust-skeletterne hænger over os og skaber frygt for, at en eller anden form for forfølgelse eller ufrihed stadig er mulig. Vi har på mange måder travlt, synes vi.

Selvom hun har stor respekt for, at israelerne formår at bruge kombinationen af holocaust-mindet, nybyggernes drivkraft og den vedvarende sikkerhedstrussel til noget positivt, slider det også på befolkningen.

– Jeg mener, at Israel lever på kanten af livet. På kanten af en total neurose. Jeg håber, at vi kan klare det.

duus@kristeligt-dagblad.dk