Jeg kom til at tænke på Strindbergs ”Et drømmespil”, hvor den kvindelige hovedperson, spillet af Sonja Richter, siger: ”Hvorfor græder mennesker?”

Fordi øjnene trænger til at blive vasket for at se klart, tænkte jeg. Ligesom bilruder. Vi kender jo godt de øjeblikke, hvor vi bruger sprinklervæske og sætter viskerne i gang. Så bliver forruden klar.

Det, som fik mig til at blive rørt over de to lungebrødres møde, var, at de begge græd. Ikke kun over den håbløse situation, de havde været i, med kvælningsfornemmelser og iltmasker.

Men de græd også glædestårer over, at de var kommet frelst gennem de ulidelige onde dage og havde set lys og mærket en jubel over den redning, de ikke kunne fantasere sig til, da de var mest elendige.

Jeg ved ikke, hvad der smittede mest. Deres smertetårer eller deres glædestårer. Begge dele, men glæden mest, tror jeg.

Hvis det ikke skulle forbrødre to mænd, at de har fået hver sin lunge af en ukendt donor, hvad skulle så binde dem sammen ? De har kun livet, fordi de har fået en ny lunge hver. De har fælles erindringer om de svære tider og fælles fryd over at kunne trække vejret igen. Det må kaldes aktiv livshjælp.

De takkede deres hjælper, men nævnte ikke de læger, der havde foretaget transplantationerne. Sidst jeg besøgte min ven og læge Gösta Pettersson i Cleveland i den amerikanske stat Ohio, havde han lovet at være i lufthavnen. Det var han ikke, men hans kone hentede mig. Gösta havde fået den opgave at give en 17-årig to nye lunger.

Sent på aftenen kom han hjem, og vi skulle lige til at spise, men han blev tilkaldt. Det var en 30-årig, der skulle have to ny lunger. Det tog lang tid, før han kom hjem, men han havde fri dagen efter. Det var søndag. Dog blev han igen kaldt til hospitalet for at give en tredje patient to nye lunger.

De tre patienter kunne næppe være blevet mere end 40 år, hvis de ikke var blevet hjulpet. Nu kunne de alle tre blive over 70 uden nye lungelidelser.

Jeg kom til at tænke på, hvor meget de tre også var afhængige af lægens kompetence og gode vilje.

Brødre og brødre. Normalt er man brødre, når man har samme far og mor. Her drejer det sig om en død mand, der giver livet videre til to, der ellers var døde.

Det er heller ikke altid i litteraturen, at brødre er brødre. Hvis De læser ”Brødrene Karamasov” af Dostojevskij, opdager De, at den ældste – Mitja – er fra første ægteskab. Mitjas mor forsvinder fra hjemmet. Faderen gifter sig anden gang, og med den nye kone får han Ivan og Aljosja, der altså har samme mor og far – og derfor er helbrødre – mens Mitja kun er deres halvbror. Derudover er der Smerdjakov, som er undfanget af en evnesvag pige, der nærmest var dværg. Hun blev voldtaget af brødrenes far og døde, da hun fødte drengen. Titlen er dog stadig ”Brødrene Karamasov”.

I den lidt lettere ende af brødre-historier findes fortællingen om det amerikanske filmselskab Warner Brothers, der i 1942 producerede filmen ”Casablanca” med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i hovedrollerne.

Den familiære komikergruppe Marx Brothers lavede senere en film, der hed ”En nat i Casablanca”. Brødrene modtog et trusselsbrev fra Warner Brothers, som hævdede, at selskabet havde førsteret til ordet Casablanca. Groucho Marx sendte et telegram tilbage, hvori han sagde: ”De skal høre fra vores advokat, hvis De omvendt tror, at De har eneret på at være brødre. Hvad med brødrene Kain og Abel? Brødrene Karamasov? Og os, Marx Brothers?”

Kære læser. Nu ved De, hvad lungebrødre er. Nu dages det brødre, det lysner i nord. Gid DR genudsender mødet med de to, som næppe bliver de sidste lungebrødre, vi kommer til at høre fra.

kultur@kristeligt-dagblad.dk