Gud, konge og fædreland

En gruppe danske politikere med Liberal Alliances leder, Naser Khader, i spidsen slår nu til lyd for, at der i forbindelse med revisionen af tronfølgeloven næste sommer bliver gjort op med Grundlovens krav om, at den danske monark skal være medlem af den evangelisk-lutherske folkekirke.

Monarken er nemlig den eneste person i Danmark, der ikke har religionsfrihed. Kravet til regenten er et levn fra enevældens tid, mener flere af disse politikere, og det er derfor på tide at få gjort op med en så forældet idé. Vi lever i individualismens og rettighedernes tid, så derfor må fremtidens monarker også frit kunne vælge religion i overensstemmelse med deres samvittighed, lyder argumentet.

Forslaget har heldigvis ingen umiddelbar politisk gang på jorden, for kun Enhedslisten og De Radikale har luftet sympati for forslaget. Men nu er katten ude af sækken, og med tidens omsiggribende, historieløse rettighedstænkning vil kravet givetvis vinde flere og flere fortalere. Inden det sker, er der imidlertid en række gode grunde til at mene, at forslaget er en rigtig dårlig idé.

Med Grundloven og indførelsen af folkestyret i 1849 mistede den danske regent sin absolutte politiske magt, og monarkens rolle blev forandret til en symbolsk rolle som et nationalt samlingspunkt for det danske folk. Inden da havde monarken så meget magt både her og i andre lande, at folket som en selvfølge skulle underordne sig monarkens tro.

Med regentens nye rolle efter Grundlovens indførelse er det naturligt, at monarken underordner sig folkets tro, og det vil stadig sige den evangelisk-lutherske folkekirke, som over 80 procent af danskerne fortsat tilhører. Regenten og folkekirken er enorm vigtige for landets sammenhængskraft som symboler på den danske identitet.

Hvis Danmarks fremtidige monarker tilbydes religionsfrihed, vil kongehuset gå en uvis skæbne i møde. Det står selvfølgelig kronprins Frederik frit for en gang i fremtiden at blive scientolog eller buddhist, men hvis han gør, bør han samtidig overveje at abdicere fra rollen som nationalt samlingpunkt.