Religiøs musik krydser grænser

På den store fladskærm toner David D’or frem foran et dansende publikum. Sangen er en traditionel jødisk bøn, der bruges på sabatten. Og blandt de dansende mængder ses en gruppe unge palæstinensere, der vifter med det palæstinensiske flag. Ikke i protest, men i glæde over musikken.

Før koncerten havde den lille gruppe palæstinensere blandt det store publikum gjort den israelske sanger en smule nervøs.

Han frygtede, at de ville ødelægge koncerten, men han lukkede øjnene, bad og sagde til sig selv: Syng fra hjertet.

– Da jeg åbnede øjnene og så palæstinenserne danse og vifte med flaget, forstod jeg, at vi er meget tættere på hinanden, end det fremgår af det billede, politikerne fra begge sider forsøger at sælge os. Det var en enorm tilfredsstillelse at se en gruppe palæstinensere danse til den jødiske bøn, jeg sang, siger David D’or.

Hemmeligheden bag David D’ors nye blanding af traditionelle jødiske tekster og et etnisk lydtapet, der forener Europa, Asien og Mellemøsten, er, at musikken rummer en fællesnævner for alle de eksisterende religioner. På den måde bringer David D’ors jødiske bønner publikum i ekstase, hvad enten der er tale om asiatiske buddhister, amerikanske evangelister eller arabiske muslimer.

– Jeg synger om kærlighed og fred. Kærlighed til Gud og menneskeheden. Det er noget meget grundlæggende, som alle kan forholde sig til. For eksempel fik jeg efter min første koncert i Taiwan mange henvendelser fra personer, der var overraskede over, at jeg sang så præcist om deres tro og budskaber, siger David D’or.

Han er samtidig overbevist om, at hvis det er muligt at skabe en dialog mellem en israelsk jøde og et publikum fra Taiwan, vil det helt sikkert være muligt at gøre det samme mellem israelere og palæstinensere.

– Vi har så meget til fælles, siger han.

Det er med fuldt overlæg, at David D’or ikke har valgt at lade sine politiske holdninger skinne igennem i sine sange. For ham er det både for let at være protestsanger og på en måde også en slags forræderi over for musikken og dens naturlige budskaber, synes han.

– Jeg kunne sige min mening om den politiske virkelighed. Men jeg er musiker, ikke politiker. Jeg er ikke ekspert og kender ikke til alle nuancerne, og derfor synes jeg, det er forkert som sanger at kritisere de politiske ledere for ikke at give hånd til den eller den leder. I øvrigt har vi det bedste redskab overhovedet. Vi kan synge og fremme forståelsen på den måde.

– Hermed ikke sagt, at jeg tror, musik kan skabe fred. Så naiv er jeg alligevel ikke. Men musik skaber fællesnævner og dialog. Derfor er mit motto: Tal ikke. Syng!

Netop den opfattelse har gjort David D’or til en meget vellidt israelsk sanger. Han har ikke polariseret sig på venstrefløjen sammen med mange af de andre kunstnere, og hans tekster bruges til inspiration hos bosættere, fredsaktivister og regeringer.

David D’ors måske mest populære sang, ”Pas på verden mit barn, for vi voksne er ikke i stand til at gøre det længere”, har af samme grund været den centrale sang under 50- og 60-års festlighederne i Israel. Den blev også brugt af venstrefløjen efter mordet på tidligere premierminister Yitzhak Rabin, og den synges af højrefløjen, der også lader sig inspirere af budskabet om at værne om denne verden.

– Det er hvad musik kan, siger han. Skabe en fællesnævner.

allan@kristeligt-dagblad.dk