Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Da solsorten fløj ind i sangskatten til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da solsorten fløj ind i sangskatten

Kommenter Hold mig opdateret

I sidste uge blev der i en kronik efterlyst solsorte i den danske sangskat. Det har givet adskillige reaktioner i ugens løb. Mange af dem er på vers

Hver fugl må synge med sit næb, står der i Højskolesangbogen, og det gør da også både viber, musvitter, vildgæs, ugler, gråspurve og mange andre fugle. Men solsorten, der endda synger så kønt, hører ikke med til fuglebestanden her.

Det gjorde forfatteren Vibeke Vasbo opmærksom på i en kronik i Kristeligt Dagblad lørdag den 11. oktober. Hun har altid elsket solsorten og mange gange stået i haven og følt sig lykkelig, når den begyndte at synge om foråret. Hun har endda sat sig ned og forsøgt at skrive en sang om solsorten – dog uden held. I stedet har hun så skrevet en roman med titlen ”Der mangler en sang om solsorten”.

Kronikken har i ugens løb fået adskillige Kristeligt Dagblad-læsere til at reagere. Nogle gør opmærksom på, at der faktisk findes en sang, hvor solsorten optræder, nemlig i tredje vers af sangen ”Gråvejr, hundekoldt”, der er skrevet af Mogens Lorentzen i 1936. Sangen står dog ikke i Højskolesangbogen, men i Dansk Skolesangbog. Verset lyder:

Tykke solsorthan/ med din gule sabel,/ Flyv dog afsted til et forårsland./ Tænk dig at være ved solnedgang/ helt nede over Neapel.

Annonce
Selvom solsorten ikke har fundet vej til Højskolesangbogen, gør Jens Pedersen fra Roskilde opmærksom på, at det ikke er sådan, at dansk litteratur savner digte om solsorten. Han nævner for eksempel, at St.St. Blicher i sin digtsuite ”Trækfuglene” har skrevet et smukt digt, der hedder ”Solsort”, og Ludvig Holstein skrev i 1917 i samlingen ”Mos og muld” et fint lille digt i firlinjede strofer med titlen ”Solsort”.

En læser, Søren Sørensen fra Vedbæk, fortæller, at han i sin digtsamling ”Boghøkersange” fra 2001 har skrevet en sang, hvor solsorten optræder i et vers:

Solsorten tier, den har søgt ned/ under de høstgule buske/ kratter småt i et staudebed/ hitter lidt den kan mættes ved./ Mejser som stille bude./ Nu blev der ro derude.

Sangen står at læse i Foreningen Nordens Sangbog, der findes på nettet.

At mange læsere af Kristeligt Dagblad er velfunderede, når det gælder den danske kulturarv, kommer ikke bag på redaktionen, men at flere læsere har sat sig ned og skrevet hele sange om solsorten, imponerer ganske overordentligt. Helt undtagelsesvis bringer Kristeligt Dagblad alle vers her.

Lærer Ole Bering, Århus, er én af dem, der har skrevet en sang om den lille sorte fugl:

1. Solsort, vi har kendt dig altid,/ taget dig for givet vist./ Når en stille forårsaften/ du sang solo fra en kvist./ Og når vinterkulden trued’,/ sang du pludselig i trods,/ så vi følte os beæret,/ at du blev og sang for os.

Giv os kammertonen, solsort,/ syng for os din melodi./ Mesterlig, højt over tiden,/ løfter sig dit do-re-mi!

2. Solsort, også barske toner/ lyder fra dit instrument./ Kærlighed til æg og unger/ gør vokalen ret bestemt!/ For du sørger for familien,/ bringer bær og frø og orm,/ venter spændt, at dine unger/ ta’r sit publikum med storm.

Giv os kammertonen, solsort ...

3. Solsort med et glimt om øjet,/ gult som selve solens ring,/ ved at lytte kan du sige/ som mobilen: dingeling!/ Men i dine stjernestunder,/ når du tror, at ingen ser,/la’r du næbbet lystigt tale,/ så musikmirakler sker.

Giv os kammertonen, solsort ...

4. Solsort, dér i villahaven/ står en mand i rusk og regn/ for at glædes ved din glæde,/ for at glemme tidens tegn./ Du har selv en del at slås med,/ men dit fuglehjertes sang/ rører ved de dybe strenge/ i os, solsort, gang på gang!

Giv os kammertonen, solsort ...

Sognepræst Frederik Berggreen Schmidt, Dianalund, har også skrevet nogle vers om solsorten, der kan synges på melodien ”Det lysner over agres felt”:

1) Nu lyder nok en aftensang,/ mens solen sagte svajer,/ i aftenrøden er en klang,/ der over byen fejer.

2) Den falder som et nådens tegn/ fra gavl og træers toppe,/ fra gårdens mur og havens hegn,/ antennerne deroppe.

3) Den får mig til at stoppe op/ og spidse mine ører,/ jeg sætter mig med kaffekop/ og lader mig berøre.

4) Kom, solsort, kom, din melodi/ lad den i mig nu synge!/ for udenpå og indeni/ den lader nyt begynde.

5) Den kalder glæde frem på ny/ og glød på blege kinder,/ den løfter hjertet højt mod sky,/ mod aftenrødens tinder.

6) Den lyser som en himmelsang/ igennem skumringstimer,/ igennem sommernætters gang/ til vækkeure kimer.

7) Og under dagligdagens slid/ da vil jeg ikke glemme,/ en gratis glæde får sin tid/ ved lyden af din stemme.

Verner Schmidt har skrevet denne sang om solsorten, som han slet og ret kalder ”Solsortens sang”:

Melodi: Måne og sol

1) Solsortefugl/ stærk som en fjer/ du synger din sang/ skorstenens top/ solen går ned/ aftenens fred/ sangen går ikke til hvile/ ind ad den åbne dør/ sangen vi hørte før/ trillen vil ikke slå stille.

2) Reden er lun/ solsortevarm/ hun passer de små/ gulrandet næb/ fire i alt/ strækker de frem/ kråserne fyldes af livet/ fjedrene livsens lyst/ livet på ny bliver liv/ sangen vi venter af livet igen.

3) Mosset bliver vendt/ kastet omkring/ en solsortefugl/ finder lidt mad/ ivrige spjæt/ solsortekvad/ høres bag fligede mosser/ før var den skovens fugl/ nu er den havens sang/ solsort kan gøre, at græsset det gror.

4) Solsortefugl / gemmer sig lidt/ er væk bag et blad/ høres et sus/ falke og høg/ vogter på dig/ jagten går over i luften/ skælder på katten ud/ ved nok, hvor måren er/ sangen forstummer, når fjerene flyr.

Endelig har Agnete Lund Sørensen, Store Heddinge, fundet denne vuggevise frem fra skrivebordsskuffen:

1) Solen er på vej i seng,/ månen lyser over eng,/ og en solsort synger pænt godnat til dig.

2) Så – min lille søde skat, / du skal sove godt i nat./ Englene i himlen smiler ned til dig.

Kristeligt Dagblad siger tak for de mange kommentarer og vers. Noget tyder altså på, at det er skulle være muligt at lade solsorten få fast ophold i den næste udgave af Højskolesangbogen.

bagsiden@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​