FORSLAGET OM EN fireårig uddannelse, delt i fire ”hovedområder”, som kan tages i ”ligegyldig” rækkefølge, skøjter hen over dansk uddannelseslovgivning, der stiller krav om faglig sammenhæng og progression og som hovedregel opererer med en såkaldt 3+2(+3)-ordning, som Götkes model ikke passer ind i. Selvom lovgivningen ikke er faldet ned fra himlen og på nogle punkter er en spændetrøje for teologistudiet, ligger en ændring som den, Götkes forslag vil kræve, næppe lige for. Gudskelov, fristes jeg til at tilføje.

Forslaget er uden bund i virkeligheden. Det reflekterer ganske vist en traditionel og for så vidt virkelig opdeling af de teologiske discipliner i historisk, eksegetisk og systematisk. Men det skærer forbindelserne mellem områderne over, så de bliver ulogiske fragmenter. Tag for eksempel ”teoretisk teologi”-modulet: Hvad er der ved symbolik og konfessionskundskab uden dogmatikkens systematiske gennemtænkning af indholdet? Hvad er der omvendt ved etik og religionsfilosofi, der ufrit ligger ”i forlængelse” af torsoen af symbolik og konfessionskundskab? Og ”praktisk teologi”-modulet: Hvori består den videnskabelige understøttelse, og hvad er formålet med en etårig religionsteknikeruddannelse uden fagligt afsæt i kristendommen i historie og nutid?

GÖTKE SKRIVER, at snitfladen mellem de videnskabeligt baserede studier og professionsorienteringen med hans forslag kan blive ”mere ren”. Han er motiveret af trangen til renhed. Jeg begriber ikke, at det skulle være fremtiden at lade længslen efter renhed forvandle den principielle og vigtige sondring mellem universitet og kirke samt akademisk studium og profession til en steril isolation af det ene fra det andet.

Underligt, at Götke, der fra sine ansættelser kender både universitetet og de kirkelige uddannelser, har så ringe sans for den reelle sammenhæng mellem de to verdener. Nemt er det heller ikke at holde disse ting sammen, og Götke og jeg kan sikkert enes om at udpege eksempler på fatale sammenblandinger. Men med sit ulideligt rene snit gør han sit forslag til en abstraktion, der i øvrigt ligger langt fra, hvad jeg tidligere har mødt af forventninger til universiteternes teologiuddannelse, også gennem de seneste måneder. Götkes forsimplede purisme er et for nemt og for uambitiøst bud på en indretning af teologiuddannelsen, som skal holde i virkeligheden.

Kirsten Busch Nielsen er studieleder, professor og dr.theol. ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet