21. oktober 2008
Regeringen i Indien kalder homoseksualitet for en sygdom. Det får nu Højesteret til at advare politikerne mod diskrimination
Den indiske regering kalder homoseksualitet for en sygdom. Det får nu højesteret i hovedstaden New Delhi til at give medlemmerne en advarsel om, at de diskriminerer, skriver
OneIndia.in.
Sagen, der lige nu udspiller sig mellem regeringen og Højesteret, er opstået, efter yngre politikere har foreslået at lovliggøre homoseksualitet. Men seniormedlemmer af regeringspartiet BJP siger nej. De holder på, at hvis det bliver tilladt at leve med en kæreste af eget køn, kan det, de kalder ‘den homoseksuelle sygdom’, sprede sig og ’smitte’ folk, der i dag lever heteroseksuelt, skriver
BigNewsNetwork.
- Hvis det bliver lovligt at have sex med en af samme køn, vil almindelige mennesker begynde at leve sådan med den undskyldning, at Højesteret i Delhi accepterer det, siger talsmanden fra den indiske regering, general P.P. Malhotra ifølge OneIndia.in.
Men det er noget vrøvl, mener Højesteret, der ikke ser homoseksualitet som en sygdom. Dommere ved retten har på det seneste lyttet nøje til klager over diskrimination og anmodninger om rettigheder fra homoseksuelle aktivister.
Den juridiske chef for Højesteret, Ajit Prakash Shah, langer nu ud efter regeringen og P.P. Malhotra.
- Vis os en videnskabelig rapport, der mener, at homoseksualitet er en sygdom, siger han ifølge OneIndia.in og fortsætter:
- World Health Organisation siger i en rapport, at det ikke er en sygdom. Alligevel beskriver du det som en sygdom.
Han afviser også påstande fra regeringsmedlemmer om, at homoseksualitet er årsag til aids. En forestilling, der præger det politiske billede.
I Indien er det i dag ulovligt af have sex med en af samme køn. Det kan straffes med fængsel op til livstid.