Det populære tv-program X Factor giver seerne mulighed for at støtte sårede britiske soldater - både gennem køb af et blåt "Hero-armbånd" eller gennem køb af programmets single, som også hedder Hero.
Og det er faldet imam Omar Bakri for brystet. Han kalder programmet for anti-muslimsk, skriver engelske
The Sun.
- Nogle muslimer i Birmingham bærer armbåndet som støtte for de britiske tropper i Afghanistan. Det er en form for had mod muslimer fra de ikke-troende, og det har alvorlige konsekvenser, siger imamen.
Udtalelserne har ifølge den engelske avis fået folkene bag programmet til at tage kontakt til Scotland Yard for at diskutere sikkerheden for de medvirkende i showet.
Imam Bakri har i mange år boet i Storbritannien og været en del af det ekstremistiske, muslimske miljø. Blandt andet er han kendt for at have hyldet personerne bag angrebet i New York den 11. september 2001. I 2005, da Omar Bakri var i Libanon, fik han forbud mod at rejse tilbage til Storbritannien.