Filmens to hovedpersoner, Gabriella Montez (Vanessa Hudgens) og Troy Bolton (Zac Efron), danser her i East Highs afsluttende skolemuscial. –
- Disney.
JOHANNE DUUS HORNEMANN |
22. oktober 2008
Når ”High School Musical 3: Senior Year” får biografpremiere i dag, er der ikke kun tale om en ganske almindelig ungdomsfilm. Der er tale om et ungdomsfænomen, som lægger verdens unge ned
Der var ingen, som forudså, at fredag den 20. januar 2006 blev en helt særlig dag i den amerikanske underholdningskoncern Disneys historie. Klokken otte om aftenen var en ny Disney-spillefilm programsat til at rulle over skærmen på koncernens tv-kanal, Disney Channel, i USA. Filmen hed ”High School Musical” og var den seneste spillefilm i en række af flere fra den amerikanske mediegigant. En film, hvor unge, håbefulde skuespillere fra Disneys egen talentskole, Disney Academy, sprang ud som musicalstjerner i en film om venskab, kærlighed og skolegang.
Herhjemme husker Bo Brinch Nielsen, salgschef i Walt Disney Home Entertainment Danmark, at han nærmest grinede lidt, da amerikanerne kort efter premieren på ”High School Musical” kontaktede ham og sagde, at noget stort var på vej. Hvem herhjemme gider dog at se en film om noget så amerikansk som high school? tænkte han og kollegerne i København. Den bliver aldrig noget hit i Danmark, lød vurderingen. Men som så mange andre rundt om i verden tog Bo Brinch Nielsen fejl. ”High School Musical” er til dato Disneys største succes – både i USA og i udlandet – og ”High School Musical 3: Senior Year”, der har biografpremiere i dag, har i England solgt flere billetter i forsalg end brede kassesucceser som Harry Potter og Ringenes Herre. Der er tale om en verdensomspændende feber blandt børn og unge. ”High School Musical” 1,2 og 3 er ikke længere kun tre film, de er et fænomen.
Selvom målgruppen for ”High School Musical 3: Senior Year” er de 7-13 årige, har filmen premiere i ikke færre end 71 biografer landet over, hvilket normalt kun sker for de allerstørste film.
Thomas Hansen, marketing- og pr-konsulent for biograffilm hos Disney i Danmark, skyder på, at den i hvert fald runder 200.000 solgte billetter, hvilket svarer til, at knap halvdelen af landets 7-13-årige børn får set filmen, inden den tages af det store lærred. Han har ingen eksakte tal for forsalget i Danmark, men meldingen fra biograferne i hovedstadsområdet er, at det ”går forrygende”.
I sammenhæng med filmen lanceres også en lang række tillægsprodukter som bøger, cd’er, spil til computer, Play Station og Game Boy, ligesom det er muligt at købe blyanter, brevpapir, sengetøj, gardiner eller håndklæder med sin favoritfigur fra East High – gymnasiet, som filmen udspiller sig omkring. Ifølge Bo Brinch Nielsen fra Disney er det stort set muligt at indrette et teenage-værelse med High School Musical-merchandise, bortset fra måske lige skrivebordet og reolen.
Mens verdens ungdom går amok, har flere filmfolk og ungdomseksperter travlt med at håne filmene for at være ækle og poppede og påtvinge nutidens børn og unge et forskruet syn på krav og forventninger til livet.
Værten i DR 2’s filmmagasin ”Premiere”, Mikkel Munch-Fals, hævdede mandag aften, at film som ”High School Musical” 1,2 og 3 er gjort af samme stof, som de skolemassakrer, særligt USA har været vidne til inden for de seneste år. Han kaldte den også en ”propagandafilm skabt af reaktionære forældre om det amerikanske undervisningssystem”.
Men så slemt er det slet ikke, mener forfatter og filmanmelder ved Weekendavisen Bo Green Jensen. ”High School Musical” lægger sig fint i kølvandet på 1930’ernes store musicalhits som ”Love finds Andy Hardy” og ”Babes in Arms” – begge med Mickey Rooney og Judy Garland i hovedrollerne.
– Jeg synes ikke, der nogen grund til at hidse sig op. ”High School Musical” følger en gammel recept, hvor små forhindringer, intriger og konflikter glattes ud til sidst, så alle er glade. Samtidig genopliver den musicalgenren, der har været lagt død længe. ”High School Musical” er dette årtis ungdomsgenerations film, ligesom ”Grease” og ”Fame” var det for tidligere ungdomsgenerationer, siger han.
Bo Green Jensen forstår godt, at de tre film taler til de unge. Filmene handler om det, som unge går op i. Det gælder ikke kun unge i dag, men også tidligere tiders ungdomsgenerationer.
– ”High School Musical” handler om venskaber, kærester og en teenagers valg, og dermed bliver filmene et spejl for de unge, hvad enten de er fra USA, Danmark eller Japan. Det er sandt, at den ikke giver noget realistisk billede af, hvordan det er at være ung i dag, men derved er den også en rigtig musical. Det ligger i genren, hvor alting løser sig på lidt eskapistisk vis. Og det kan være tiltalende, siger Bo Green Jensen.
duus@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad