Tvivl er, grænsende til vished, at føle sig alene og uden grund. I kristen forstand: Uden Gud. Uden nogen eller noget tillidvækkende og troværdigt at overgive sig til eller blive grebet af. Tvivl er utryghed. Usikkerhed. Til tider, angst. Tvivl er troens tvilling, skriver Gudmund Rask Pedersen i sin blog. - Foto:
- Stock.xchng
Gudmund Rask Pedersen |
26. oktober 2008
Troen er en gave. Tvivlen er et vilkår. Vantroen er et problem, skriver sognepræst Gudmund Rask Pedersen i sin blog, hvor han har udarbejdet en lille lærebog i kristendommens grundsætninger
Udsprunget af debatten omkring sognepræst Thorkild Grosbølls ”En sten i skoen” (Anis, 2003) og hans udtalelser i forbindelse med udgivelsen formulerede jeg i sin tid følgende lille katekismus (Hvad er en katekismus? En katekismus er en lærebog i kristendommens grundsætninger formet som spørgsmål og svar), som jeg har fået lyst til at kaste ud endnu engang til såvel med- som modsigelse af mine læsere her på bloggen:
Hvem er Gud? – Gud er kærlighed. Altings begyndelse og ende. Skaber, livgiver og opretholder. Gud har i Jesus Kristus, i både krop og ånd, fået navn og nærvær i det menneskelige.
Hvad er opstandelse? – Opstandelse er, gennem Jesus Kristus, Guds og kærlighedens sejr over ondskab og død. Ny begyndelse. Nyt liv.
Hvad er det evige liv? – Det evige liv er Guds tid og sted. At Gud med sin kærlighed skal blive alt i alle. Det evige liv er, at høre sammen med Kristus og at det hele derfor ender godt.
Hvad er tro? – Tro er overgivelse. Tro er at lade sig gribe. Gudstro tager afsæt i at Gud er. Kristentro er, gennem Jesus Kristus, at hage fast sig til Guds kærlighed som begyndelse og ende – også for mig og mit, til tider, sølle liv.
Hvad er tvivl? – Tvivl er, grænsende til vished, at føle sig alene og uden grund. I kristen forstand: Uden Gud. Uden nogen eller noget tillidvækkende og troværdigt at overgive sig til eller blive grebet af. Tvivl er utryghed. Usikkerhed. Til tider, angst. Tvivl er troens tvilling.
Hvad er vantro?
– Vantro er, i sin rene form, afvisning af enhver tale om Gud som en realitet i det menneskelige. Vantro tager afsæt i at Gud ikke findes. Blottet for tvivl er vantroen en afvisning af talen om Guds kærlighed i Jesus Kristus som relevant for mig og mit liv.
Må en præst tvivle?
– Ja. – En præst må nødvendigvis, som ethvert andet tænkende menneske, til tider tvivle på meningsfuldheden og sandheden i kristentroens påstande. Tvivlen hører med til ethvert kristenmenneskes liv. Det kunne og kan være løgn det hele.
Kan en præst være vantro?
– Nej.
– Vantroen blottet for tvivl er troens og forkyndelsens modsætning. Ved med klare formuleringer at sætte sin egen vantro i centrum og gøre en dyd ud af den har præsten i samme øjeblik afklædt sig sin rolle som præst og forkynder. Troen er en gave. Tvivlen er et vilkår. Vantroen er et problem.
Hvad skal en præst?
– En præst har som sin allervæsentligste funktion at være forkynder, udråber, herold af troens påstande om Gud, Kristus og menneskeliv – ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”. En præst skal ”suge honning af klippen”. Suge, vride og vriste al den mening og trøst, tro, håb og kærlighed, alt det livsmod det måtte være muligt at hente, ud af Biblens fortællinger og den kirkelige tradition.
En præst skal have poetisk sans. Kristenforkyndelse tåler, ganske som formidling af poesi, ikke det kølige røntgenblik: ”Det har slet ikke noget på sig!”. En sådan ærlighed tjener intet andet (ærligt) formål end at redegøre for et problem præsten har – nemlig hans vantro – men som end ikke som problem kommer menigheden ved. Og da under ingen omstændigheder som påstået dyd.
Som præster, og det vil i realiteten (den lutherske) sige enhver som er krøbet ud af dåben, er vi alle sat til at være, ikke vantro, men utro godsforvaltere af Guds nåde (læs Lukas 16,1-9). Svindle med midlerne. Rundhåndet dele ud af det, vi slet ikke selv har, men som er Guds: Vor Herres Jesu Kristi nåde og barmhjertighed.
Gid enhver præst i folkekirken (NB. og husk nu ideen om det almene præstedømme!) vil være med på den galej. Det er kun på den kurs kirkeskibet sejler og i det hele taget holdes flydende.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad