Om at åbne op og lukke i

Jeg skal have denne klumme åbnet op med en bemærkning, der lissom kan starte den op, så der-for vil jeg referere til en artikel, jeg læste for nylig i en større dansk avis. Her stod om regeringens forslag til nye dagpengeregler, at nu skulle de arbejdsløse trækkes op ad sofaen. Man ser det grusomme for sig! Stakkels arbejdsløse, der trækkes op og ned ad en riflet fløjlssofa! Uh, det vil skrabe slemt i huden. Der skulle jo nok have stået op af sofaen. I øvrigt er det en ubehagelig vending, der antyder et billede af, at arbejdsløse er dovne personer, der ligger i sofaen.

Det er ikke altid så let med disse adverbier og præpositioner, de små elementer i sproget, som er så væsentlige for konstruktionen og gliddet i sproget, men så svære at holde på plads for en række sprogbrugere. I tilfældet ad og af vanskeliggøres brugen formentlig af det forhold, at de fleste danskere udtaler dem ens, nemlig som a’ med et stød.

De små adverbier bruges også som forstærkere, ofte hæmningsløst. Det er efterhånden almindeligt ikke bare at åbne en dør, en sag eller et møde, nej, man åbner det op. Man kunne jo spørge hvor i Himlens navn man ellers skulle åbne det hen? Skulle man åbne det i? Måske har skikken med at åbne op bredt sig, fordi det jo faktisk korrekt kan hedde både lukke op og lukke i. Verberne åbne og lukke er dermed ikke helt hinandens modsætninger, for mens man ikke kan åbne i, så kan man altså godt lukke op. Det er da lettere forvirrende, så måske er det ikke urimeligt, at moderne danskere gerne vil have lov til at åbne op. Til dette knytter sig så konstruktioner som at starte noget op, hvortil man jo nok kunne spørge, om det ikke er nok at starte noget.