Politik kan godt være sjovt

Nu sidder vi kønt i det, sagde Poul Schlüter, da han skulle være statsminister.

De færreste forbinder nok Christiansborg med humor, men indimellem falder der faktisk en lun bemærkning fra talerstolen, i gruppeværelser og korridorer.

Nogle af dem har journalisten Kristen Bjørnkjær samlet i bogen ”Nu sidder vi kønt i det” med anekdoter fra Christiansborg og omegn. Det er bestemt ikke lige morsomt alt sammen, og noget har helt sikkert været sjovere at opleve, end det er at læse om.

Her kommer alligevel et par smagprøver. Selve titlen stammer fra tidligere statsminister Poul Schlüter (K). Han var i 1982 udset til at danne en ny regering. Da han trådte ind i det konservative gruppeværelse, rejste alle sig, klappede og forventede en højtidelig tale i anledning af det historiske øjeblik.

Men i stedet kiggede han rundt på gruppemedlemmerne og kom med de platoniske ord: ”Ja... nu sidder vi kønt i det!”

En anden anekdote handler om socialdemokraten Erling Olsen, der gennem årene har leveret mange underfundige og selvironiske kommentarer til den politiske debat. Og har reddet sit politiske liv ved det. I en periode var han uden for regeringen og fungerede som konsulent for kreditforeningerne. Efterfølgende blev han boligminister og lavede et indgreb mod realkreditsystemet. Han kom til møde med den konservative Erik Haunstrup Clemmensen, der var direktør i Kreditforeningen Danmark på det tidspunkt.

Direktøren skulle have sagt: ”Erling, efter alt hvad vi har gjort for dig, er vi skuffede over det indgreb, du har lavet der.”

Hvortil Erling Olsen hurtigt svarede: ”Jeg er nødt til at sige, at jeg altid gerne tager imod bestikkelse, men min moral forbyder mig at levere varen!”

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) kom engang til at udnævne en tilfældig mand på motorvejen til boligminister. Manden hed Hovmand og blev ringet op på sin mobiltelefon. I den anden ende af linjen lød det: ”Det er Uffe. Du skal være boligminister!” Det forstod den chokerede mand ikke meget af og holdt ind til siden og spurgte, om det var en spøg. Det var det ikke, forsikrede Uffe, men efterhånden blev det opklaret, at der var tale om en misforståelse. Der fandtes to personer med navnet Svend Erik Hovmand, og ministeriets sekretær havde fundet telefonnummeret til den forkerte i telefonbogen.