Fra kristent demokrati til muslimsk demokrati?

Men mens kristen-demokraterne ikke kom nogen vegne i mellemkrigstiden, blev vigtige forandringer i katolsk tænkning sat i gang. I særdeleshed udviklede den franske katolske tænker Jacques Maritain argumenter for, at kristne skulle tage demokrati og menneskerettigheder til sig.

Op gennem 1920’erne var Maritain tæt på den højreekstremistiske Action Française. Paven fordømte imidlertid bevægelsen i 1926 for i bund og grund at være en gruppe troløse katolikker, der var mere optaget af autoritær nationalisme end af kristendom. Maritain godtog pavens dom og påbegyndte en bemærkelsesværdig ideologisk rejse mod demokrati.

Han kritiserede Frankrigs forsøg på at fremstå som en moderne korstogsridder, hvilket udløste katolsk vrede især i USA. Vigtigere endnu gav han sig i kast med at omarbejde nogle af Aristoteles’ læresætninger og middelalderlige opfattelser af naturlovene og nåede frem til en forestilling om menneskerettigheder. Han trak også på filosofien om ”personalisme” (den opfattelse, at mennesket som personlighed er tilværelsens højeste værdi). Den var meget på mode i 1930’erne, fordi den søgte en middelvej mellem individualistisk liberalisme og kommunitaristisk socialisme og insisterede på, at ”personer” altid har en åndelig dimension, som den materialistiske liberalisme angiveligt ikke havde sans for.

Maritain insisterede også på, at mens kristne måtte tage højde for religiøse forskrifter, måtte de først og fremmest handle som borgere. Accept af pluralisme og tolerance var således centrale for hans vision og modsatte sig en en-til-en oversættelse af religionen til det politiske liv. Han var faktisk ret skeptisk over for udelukkende kristne partier.

Maritain bidrog til formuleringen af FN’s Menneskerettighedsdeklaration, og Det Andet Vatikankoncil endte med at godkende mange af de tanker, han havde fremsat siden 1930’erne.

Han øvede også indflydelse på de kristen-demokratiske partier, der efter 1945 regerede i Tyskland, Italien, Benelux-landene og – i mindre grad – i Frankrig, og som ikke alene konsoliderede demokratiet, men også opbyggede stærke velfærdsstater i overensstemmelse med sociale læresætninger inden for katolicismen. De lagde fortsat vægt på familieværdier og traditionel moral, men lagde den lugt af røgelse bag sig, der havde hængt fast ved de kristen-demokratiske partier i begyndelsen af århundredet. I 1970 begyndte de endog at understrege, at man ikke behøvede være troende for at være med.

Maritains eksempel tilbageviser påstanden om, at en analogi mellem kristne og muslimske demokratier ikke er mulig. Det var ikke Vatikanet, der tog teten i skabelsen af kristent demokrati, men derimod nyskabende filosoffer som Maritain (der på intet tidspunkt tjente i kirkehierarkiet, skønt han en kort stund var Frankrigs ambassadør i Vatikanet) og politiske igangsættere som Sturzo (der var en siciliansk præst).

Muslimsk demokrati vil naturligvis ikke blive udvirket alene af intellektuelle. Det kristne demokratis succes forklares også af dets stærkt antikommunistiske indstilling under den kolde krig – og i Italien af udbyttet fra den meget udbredte korruption.

Ikke desto mindre var der brug for en eller anden samlet tænkning, der gjorde demokratiet attraktivt for de troende – og forsikrede de ikke-troende om, at de troende havde godtaget pluralismen. Sandt nok var nogle af de filosofier, der blev anvendt i den europæiske katolske overgang til demokrati – såsom personalismen – temmelig tågede; men det var sandsynligvis netop deres vaghed, der gjorde det muligt at få så mange troende som muligt om bord.

Pointen er desuagtet, at idéer betyder noget. Så dannelsen af en liberaliseret islam af selvbevidste moderate og demokratiske muslimske intellektuelle er altafgørende.

Jan-Werner Müller er professor i statskundskab ved Princeton Universitet og p.t. fellow ved det Centraleuropæiske Universitet i Budapest. Han har skrevet bogen ”Constitutional Patriotism”.

© Project Syndicate 2008

Oversat af Sara Høyrup

udland@kristeligt-dagblad.dk