Obama har brug for en stor valgsejr

Når det i sin tid lykkedes for Bush senior, skyldtes det i første række forgængeren Reagans store popularitet. Bush havde været hans vicepræsident og blev i et vist omfang set som hans arvtager. Den nuværende præsident nyder på ingen måde samme popularitet for at udtrykke det nænsomt. Tværtimod er partifællesskabet et af McCains største handicap overhovedet.

ET ANDET GRUNDLÆGGENDE træk ved amerikanske præsidentvalg er, at økonomien traditionelt spiller en hovedrolle for størstedelen af vælgerne. Er økonomien i vækst, øges chancerne for genvalg. Er økonomien omvendt i tilbagegang, får præsidenten som regel skylden, selvom det til tider er ganske ufortjent.

Denne sammenhæng ser vi i disse uger folde sig helt ud. Finanskrisen, der er kommet meget hurtigt og har udviklet sig yderst dramatisk, ville gøre det vanskeligt for en hvilken som helst republikansk præsidentkandidat, alene fordi vedkommende ville blive sat i bås med George W. Bush.

Lægges hertil, at økonomisk indsigt er én af John McCains svage sider, at dette er velkendt blandt vælgerne, og at han ikke har formået at ændre dette indtryk under tv-debatterne, så er der ikke noget at sige til, at hans opinionstal i øjeblikket trækker i den forkerte retning.

Man kan endvidere se på antallet af registrerede vælgere i dette valgår. Gennem mange år har tallet ligget nogenlunde lige for de to partier, til tider med et forspring til republikanerne. I år er antallet af registrerede vælgere 10 procent højere for demokraterne end for republikanerne. Dét er i sig selv en stor fordel for den demokratiske kandidat.

ALT DETTE SKRIVES IKKE for at forklejne en valgsejr for Barack Obama, hvis den kommer. I en historisk sammenhæng vil der være tale om en sensation, alene fordi han er sort. Det vil i givet fald være første gang, at en repræsentant for et af USA’s etniske mindretal vælges til landets højeste post.

Men det vil på ingen måde være nogen sensation, at den demokratiske kandidat går af med sejren. Det vil slet ikke være overraskende, og denne sammenhæng hører med for at sætte perspektiv på det valgresultat, der måske er på vej.

Dette er Obama og hans rådgivere naturligvis klar over. Derfor er de også på det rene med, at en kneben valgsejr ikke er tilstrækkelig. I en situation, hvor alle de afgørende parametre trækker i det demokratiske partis retning, skal sejren blive stor for at give en præsident Obama et stærkt folkeligt mandat til at få gennemført sin politik.

Men hvad er en stor valgsejr? I 1972 sejrede Nixon over demokraten George McGovern i samtlige delstater bortset fra Maine samt hovedstaden Washington DC. I 1984 blev Walter Mondale knust af Reagan, der sikrede sit genvalg ved at sejre i samtlige delstater bortset fra Minnesota samt hovedstaden. I begge tilfælde var der tale om såkaldte ”jordskredssejre”.

Mindre kan dog også gøre det. Man definerer normalt en ”jordskredssejr” som et valgresultat, hvor den sejrende kandidat erobrer 375 valgmænd af de 538 mulige. En kneben sejr kræver godt halvdelen, svarende til 270 valgmænd.

Som kortene er spillet i år – og ikke mindst når de sættes ind i en historisk sammenhæng – skal Obama helst vinde mindst 375 valgmænd og dermed opnå en ”jordskredssejr”, hvis valgresultatet skal være overbevisende i lyset af de gunstige tider for det demokratiske parti.

Derfor vil man i valgkampens slutfase opleve, at Obama-lejren sætter alle sejl til, selvom meningsmålingerne fortsætter med at udvikle sig favorabelt. For den sorte senator fra Illinois vil det ikke være nok at vinde. Han skal helst vinde overbevisende.

ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk