Doris Ottesen |
25. oktober 2008
Bibelens perler er en glimrende andagtsbog til tiden
Martin Lönnebo (født 1930) er tidligere biskop i Linköping Stift. Han skrev i 1964 doktordisputats om Albert Schweitzers etisk-religiøse ideal og har i mange år gennem sit omfattende etisk-kristelige forfatterskab været en kendt spirituel skikkelse i det svenske kirkelige landskab.
I Danmark vil Martin Lönnebo være kendt af mange som ophavsmanden til den såkaldte Kristuskrans, en økumenisk pendant til katolikkernes Rosenkrans, som Martin Lönnebo fik inspirationen til på en rejse til Grækenland. Som et resultat heraf fulgte først bogen Kristuskransen, og efter den kom Skatten, Sjælen, Englen og Væven. Og nu som den seneste i rækken Bibelens perler.
Denne bog har som undertitel opfordringen: Mød beretningerne med Kristus-kransen. Hermed er det straks slået fast, at Bibelens perler er en læsevejledning til Bibelen, hvori alting er lagt til rette efter den andagtsanvisning, som allerede ligger gemt i Kristuskransens 18 forskellige perler. Hele meningen med bogen er ved hjælp af Kristuskransen at give den søgende, usikre og uvante bibellæser en meditationsvejledning, der kan hjælpe den læsende til at få styr på teksterne og til at finde et rum for en andagt, der i sin form passer til såvel en moderne livsstil som en moderne religiøsitet.
Bogen er inddelt i otte afsnit, der alle indeholder en anvisning på meditativ bibellæsning til alle ugens dage. Og alle andagter er opbygget efter den såkaldte PP-KTK- bibelkode. Denne formel dækker over den bestemte synsvinkel, som enhver bibellæsning bør foretages under, hvis de ifølge Martin Lönnebo skal være autentiske. Det første P står for præsens, det andet P for person. Det første K står for kærlighed. T står for trøst og det sidste K for kosmos.
Men hertil kommer så den række af symboler, der med Kristuskransen er knyttet til Martin Lönnebos meditationsordning. Der er tale om en helt fast rækkefølge, og der er næppe tvivl om, at en sådan omhyggeligt struktureret anvisning vil kunne være til glæde for dem, der gerne vil meditere dagligt, men som har svært ved at finde en form, eller som bare er usikre på, hvordan man i det hele taget får begyndt. Set under den synsvinkel opfylder bogen helt sikkert et behov i tiden og skal nok finde sine spirituelt interesserede læsere og brugere.
Andre vil derimod nok finde Martin Lönnebos sprogbrug for højstemt, undertiden for følt og i hvert fald for traditionelt til at være virkeligt fornyende. Der er ikke mange nye, overraskende vinkler endsige skarpe kanter, man kan føle sig provokeret og dermed inspireret af i bogen. Martin Lönnebo er en inderligt troende kristen med hældning mod det følsomt pietistiske med islæt af vitalisme. Dette er ord til indvortes brug. Men indimellem kommer dog også Martin Lönnebos udadvendte etiske engagement til udtryk, som når det for eksempel hedder:
Vores mangel på ydmyghed har krænket livet, det er, som om vi tror, at vi er ejere og ikke bare låntagere.
Martin Lönnebo. Bibelens perler. 299 kroner. Unitas Forlag.kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad