Atombomben blev smidt. Helt som programmeret kørte Kristendemokraterne ind i den totale nedsmeltning på partiets landsmøde i Middelfart i lørdags.
Formanden Bodil Kornbek smækkede med døren, efter at modkandidaten, Bjarne Hartung Kirkegaard, overraskende klart havde vundet det kristendemokratiske svar på Socialdemokraternes formandsopgør den 11. april 1992.
Alt efter temperament kan man så mene, at luften blev renset, partiet blev slået tilbage til start, eller at Kristendemokraterne igen er blevet er blevet et højreorienteret, religiøst enkeltsagsparti, som Bodil Kornbek effektfuldt formulerede det i sin afslutningssalut.
Under alle omstændigheder tog vinderen det hele. Bodil Kornbeks fornyerfløj blev udraderet, efter at begge næstformand og en stribe andre medlemmer allerede på landsmødet meldte sig ud. 10 hovedbestyrelsesmedlemmer sagde i går farvel, og to af dem overvejer nu at oprette et helt nyt kristendemokratisk parti. Det ser dog ikke specielt realistisk ud.
Spørgsmålet er, hvad de sejrende kristendemokrater i Vest- og Sønderjylland kan bruge deres sejr til. Oprindeligt havde Bjarne Hartung Kirkegaard en plan om at dele magten med sine modstandere, præcis som Nyrup forsøgte efter sin sejr i 1992. Det var bare ikke muligt, efter at de mange Kornbek-støtter gik ud.
Eneste undtagelse er Dan Skov fra Græsted i Nordsjælland, der er blevet organisatorisk næstformand. Politisk næstformand er Stig Grenov fra en anden nordsjællandsk by, nemlig Hørsholm. Dermed kommer partiets samlede ledelse paradoksalt nok fra Østdanmark, selvom det var de vest- og sønderjyske kristendemokrater, som fældede Bodil Kornbek.
Det bliver også dem, der om muligt skal genrejse partiet. I første omgang handler det om at samle godt 20.000 underskrifter for at kunne stille op til næste folketingsvalg. Hidtil er der kun godkendt 3500 underskriter. Det skyldes primært, at de vestjyske partimedlemmer har siddet på hænderne, så længe Kornbek var formand. Typisk skaffer vestjyderne partiet tre fjerdedele af underskifterne, og derfor betragter man det også som en overkommelig opgave, efter at partilinjen og ledelsen er skiftet ud.
Men én ting er at blive opstillingsberettiget. Noget andet er at komme i Folketinget. Ved valget i 2005 stod Kristendemokraterne under Marianne Karlsmose for den samme politiske linje, som den der nu har vundet. Det er en linje, der stærkt understreger den principielle abortmodstand og knapt så meget den sociale indignation, som Bodil Kornbek gjorde. Desuden er man væsentligt mere positivt stemt over for de borgerlige partier.
Dengang fik partiet 1,7 procent af stemmerne. Nu står man med en ny formand, som vælgerne ikke kender, og som i hvert fald ikke hidtil har markeret sig som nogen folkebesejrer. Man taler endda om, at Bjarne Hartung Kirkegaard er en overgangsfigur. Men man kan vel næppe bede vælgerne om at stemme på et parti med en midlertidig frontløber. Så enten må man allerede næste år have fundet en bedre, eller også skal man vælge alligevel at satse helhjertet på manden.
En tredje mulighed er at nedlægge partiet, som det allerede blev foreslået i år. Forslaget fik opbakning fra ikke færre end en fjerdedel af de delegerede. Tydeligere kan krisen ikke illustreres.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
Mest læste Danmark
