I en debatbog om kirkens fremtid, der udkom for et par år siden, beskrev forfatterne polemisk folkekirkens situation som ”et oppegående dødsleje”. Det er i givet fald en langstrakt dødsproces, vi er vidne til, og udtrykket kan med langt større rimelighed bruges om Kristendemokraterne. Partiet har ikke klaret at komme over spærregrænsen ved de seneste to folketingsvalg, og beslutningen om at sætte partiformand Bodil Kornbek på porten på weekendens dramatiske landsmøde var ikke et tilvalg af en ny lovende formand, men derimod et fravalg af en upopulær leder, der havde mistet opbakning i en meget stor del af partiet og ikke formåede at samle de fløje, der altid har præget det. Nu har Bodil Kornbek og en tredjedel af partiets hovedbestyrelse trukket sig og søger nye politiske græsgange. Tilbage står et reduceret parti med en ny formand, Bjarne Hartung Kirkegaard, der vil forsøge at støve det politiske arvegods af og håber, at en satsning på de værdier og den abortmodstand, der for 35 år siden førte partiet ind i Folketinget, også kan fungere som trækplaster for vælgerne i et nyt årtusinde.

Det er for tidligt at skrive Kristendemokraternes endelige nekrolog, men det er ikke for tidligt at konstatere, at de fleste protestpartier i dansk politisk historie er endt med at afgå ved døden.

Egentlig burde Kristendemokraterne være en undtagelse, for partiet tærer på en solid politisk tradition fra det øvrige Europa, hvor kristendemokratiske partier i anden halvdel af det 20.århundrede blev blandt de bærende socialt bevidste, borgerlige partier, der forenede brede politiske programmer med et særligt fokus på traditionelle kristne værdier. Men i Danmark indeholdt de gamle partier tidligere en kerne af kristelige værdier, som har gjort det vanskeligt for Kristendemokraterne at vinde fodfæste. De gamle partiers svigt på dette område burde skabe plads for partiet, og logikken tilsiger, at det burde have endnu bedre chancer for at komme i Folketinget i en tid, hvor religion spiller en så central rolle i den offentlige debat som nu. Den manglende opbakning kan derfor også ses som en følge af den måde, hvorpå mange danskere forstår adskillelse af religion og politik. Den tolkes så rigidt og snævert, at et parti med kristedommen i sit navn er uspiseligt for langt de fleste. Danskerne drøfter gerne værdier og etik, så længe udgangspunktet ikke bliver for specifikt. Det er godt at have masser af værdier. De må bare ikke være kristne.