DER ER EFTER MIN mening ikke noget grundlæggende forkert i den teologiske kandidatuddannelse. Det er naturligt, at der stilles krav til visse sproglige og andre akademiske færdigheder, og de bør ikke være mindre, end de er i dag.

Det hedder om studiet: ”Teologistudiets centrale tema er kristendommen, dens oprindelse, historie og nutidige selvforståelse. Studiet rummer et bredt indhold af sprog, filosofi, historie, religionshistorie, kulturhistorie og litteratur. For blandt andet at kunne fortolke Biblens skrifter på et videnskabeligt grundlag lærer du både græsk, latin og hebraisk.”

Jeg mener, det er vigtigt, at præster har et grundlæggende – men ikke nødvendigvis indgående – kendskab til disse sprog, så man kan konsultere originalteksterne og i det mindste vil have en forståelse for oversættelses- og tekstkritikproblematikken.

Jeg tror ikke, at man får flere, bedre eller mere motiverede præster ved at slække på de akademiske krav – herunder de sproglige.

NÅR ALMINDELIGE MUSLIMER lærer sig arabisk for at læse Koranen, så kan det ikke være for meget at forlange, at præster tilegner sig bare et minimalt kendskab til Bibelens grundsprog.

Man kan naturligvis godt spørge, om præsteuddannelsen er god og tidssvarende nok. Men så er det ikke universitetsuddannelsen eller det akademiske niveau, der skal laves om på. Så er det snarere Pastoralseminariets undervisning, som burde ændres eller integreres i teologistudiet.

Det tror jeg, ville kunne fastholde flere teologistuderende i studiet.

De ville opleve studiet langt mere spændende og relevant, og det ville helt sikkert også smitte af på de senere specialer.

I min studietid kunne man følge Pastoralseminariets undervisning midt i studiet. Det var i høj grad med til at målrette mine specialer og motivere mig endnu mere for de sidste års studier. Så lad os ikke slække på de akademiske krav; snarere integrere det praktiske med det akademiske.

Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift