Til orientering

Anledningen til interviewet er en kronik i Politiken søndag den 26. oktober skrevet af Philippe Provencal og undertegnede:

http://politiken.dk/debat/kroniker/article587841.ece

Her fremlægges vores synspunkter nødvendigvis også i større detalje og med lidt større præcision.

Jens-André P. Herbener

Nedenstående et svar på en reaktion på vor kronik "Nedlæg de teologiske fakulteter" i Politiken 26/10:


Adskiller universitetsteologi videnskab og kirke?


Vor kronik ”Nedlæg de teologiske fakulteter” 26/10 i Politiken har vakt debat. F.eks. fremstiller teologisk centerleder, lektor Nils Holger Petersen 29/10 teologi som et fag, der i al væsentlighed ikke adskiller sig fra de humanistiske fag, og som øjensynligt er ganske uafhængigt af sandhedsspørgsmål, præstegerning og kirke. Teologi har blot kristendommen og dens virkningshistorie som central omdrejningsakse.

Petersens signalement er utvivlsomt dækkende for megen teologisk undervisning og forskning, og sandsynligvis er den også udtryk for hans egen opfattelse af teologiens profil. Men det er og bliver en halv sandhed, når man anskuer faget i sin helhed og kontekst, og hvis en sådan fremstilles som en hel sandhed, er det naturligvis en usandhed.

Sagen er, at teologi ikke blot er forpligtet på kristendom i historie og nutid, men også ”dens mulige sandhed”. Det har dekanen på teologi i København Steffen Kjeldgaard-Pedersen understreget i Universitetsavisen nr. 9, 2006. Noget tilsvarende har tidligere dekan på teologi i Århus Peter Widmann pointeret i bogen Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab fra 1996. Man kan også nævne Gads Bibelleksikon (udarbejdet af mange universitetsteologer), der anfører, at teologisk bibelforskning ikke blot forholder sig til teksternes historiske betydning, men også deres kanoniske status i kirken, altså ”spørgsmålet om sandhed og gyldighed.” (bd. 1, 87, 1998).

Dermed er markeret en afgørende forskel til humanistiske fag, bl.a. religionsvidenskab, der alene beskæftiger sig med religion som et menneskeligt, kulturelt og socialt fænomen i historie og nutid. En religiøs Sandhed med stort S kan kun være genstand for troen, ikke universitetet.

For det andet er det uomgængeligt, at universitetsteologiens primære eksistensgrundlag og mål er folkekirken. Dels bliver det store flertal af teologiske kandidater sognepræster. Dels kræves der kun et 17 ugers kursus på pastoralseminariet som supplement til et femårigt teologistudium for at blive sognepræst. Og det er langtfra kun vor påstand. Som også professor i teologi, prodekan i København Mogens Müller skrev 30/9 i Kristeligt Dagblad: ”Selvom det i en periode ikke har været populært at sige det, er det teologiske studium først og fremmest et professionsstudium.”

Universitetsteologiens eksistensgrundlag har altså to modsatrettede formål: at tjene den moderne videnskab og den danske folkekirke. Kan disse væsensforskellige områder holdes adskilt? Der er naturligvis mange eksempler på, at de kan, men der er også mange eksempler på, at de ikke kan. For eksempel:

21/7 2005 i Kristeligt Dagblad skrev lektor i teologi Anders-Christian Jacobsen fra Det Teologiske Fakultet i Århus: ”Menighedsfakultetes leder, Ingolf Henoch Pedersen har den 18. juli i Kristeligt Dagblad skrevet en kronik om at drive teologi for kirkens skyld. Det er et respektabelt ærinde, som vi er mange, der gerne støtter. Ja, vi er faktisk mange, der har det som vor daglige dont. Det gælder f.eks. mig selv, der til daglig underviser og forsker i teologi (dogmatik) ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet. Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for kirkens skyld. Derfor er jeg dødtræt af at høre på Henoch og hans kolleger, der evig og altid forsøger at mele deres egen kage ved at skyde mig og mine kolleger i skoene, at vi fordærver de studerende, teologien og kirken med ved at gøre teologi til religionsvidenskab eller andet slemt. Vel gør vi ej. Vi kæmper sammen med de studerende dag efter dag for at forstå, hvad teologi er, hvordan kristendommen kan fortolkes og præsenteres på en måde, der er relevant for vor samtids mennesker.”

14/2 i Kristeligt Dagblad skrev teologisk professor Kirsten Nielsen og lektor Else Holt ligeledes fra Det Teologiske Fakultet i Århus: ”Jens Brun argumenterer i et debatindlæg den 9. januar for forandringer, der skal styrke folkekirken, og han opfordrer til drøftelse. Det er en opfordring, som vi gerne tager imod som forskere i Det Gamle Testamente – og som præster i folkekirken, for Bruns indlæg taler tydeligvis ud af en kærlighed til kirke og kristendom, som vi ubetinget kan dele. (…) Kirkefædrene så ret, da de fastholdt Det Gamle Testamente. At udelukke den første del af kanon med dens mange forskellige og ofte provokerende gudsbilleder ville have ødelagt alt for meget i den kristendom, vi alle gerne vil fremme.”

Ifølge disse, der alle har underskrevet deres indlæg med akademiske titler og institutionsadresser, er videnskab og kirke ikke blot blandet sammen – nej, universitetsteologien har et decideret kirkeligt og missionerende formål. Er universitetsledelsen med på det? Hvad mon reaktionen havde været, hvis en islamforsker havde udtalt følgende: ”Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for islams skyld”?

Vild opstandelse, naturligvis.

I 1992 udkom en ny, autoriseret bibeloversættelse udarbejdet af Bibelselskabet i tæt samarbejde med de teologiske fakulteter og kirken. Her lykkedes det den kirkelige højrefløj at sætte afgørende fingeraftryk på den endelige version. Ikke blot har de fleste universitetsteologer undladt at protestere (der er altså fortjenstfulde undtagelser); adskillige har sågar forsvaret oversættelsen som videnskabelig. Det er, for at sige det kort, uforeneligt med universitær videnskab.

Mange flere eksempler kunne nævnes. Pointen er, at universitetsteologiens og folkekirkens interesser er filtret sammen på en række områder, og at det temmelig vanskeligt kan være anderledes. En effektiv løsning på problemet er som sagt at nedlægge de teologiske fakulteter og oprette eksterne præsteseminarier.




Philippe Provencal
Cand.mag., ph.d., ekstern lektor

Jens-André P. Herbener
Cand.mag., mag.art., ekstern lektor

Er universitetsteologi videnskab?

Som forudsagt har vor kronik ”Nedlæg de teologiske fakulteter” (Politiken 26/10) opildnet til modsigelse. Fremfor alt i teologisk-kirkelige kredse. Der ligger ofte en dyne af inerti over bedagede institutioner, og universitetsteologien er en ældre frøken. Middelalderlig faktisk. Hovedfjenden er ikke overraskende Forandring, undertiden alene fordi det er forandring.

Den tyndeste kop kirkekaffe serverede Jan Lindhardt og Johannes Møllehave i Kroniken den 9/11. De forholdt sig praktisk talt ikke til sagens substans, de teologiske fakulteters store krise, dens baggrund og mulige løsning, men red blot deres egne kæpheste. Samtidig med at de sloges med selvkonstruerede fjendebilleder. Med andre ord ingen hjælp at hente derfra.

Langt mere principiel og repræsentativ for den moderne universitetsteologi var professor i Ny Testamente på Københavns Universitet, Troels Engberg-Pedersens indsigelse (14/11), der berørte det kontroversielle og centrale spørgsmål om teologiens videnskabelighed. F.eks. sammenlignet med humanistiske fag. Hører teologi – videnskabeligt set – overhovedet hjemme på et moderne universitet? Er universitetsteologi en videnskabelig disciplin?

Engberg-Pedersen medgiver blankt de teologiske fakulteters ”grundlæggende dobbelthed”, nemlig at ”de på den ene side er og skal være videnskabelige, da de jo befinder sig på universitetet, og på den anden side må være normative, da de uddanner præster til folkekirken.” Dermed kommer han med væsentlig større indrømmelser end sin kollega, lektor Nils Holger Petersen, der den 29/10 bagatelliserede, for ikke at sige benægtede universitetsteologiens traditionelle særkende.

Men i modsætning til undertegnede, anser Engberg-Pedersen ikke dobbeltheden for noget problem, men mener tværtimod, at det er den protestantiske teologis ”adelsmærke”, at der ikke er nogen modsigelse.

Javel ja. Hvad er begrundelserne herfor?

Ifølge professoren er universitetsteologien ”normativ, fordi den spørger ud fra en eksistentiel interesse. Men det gør alle andre også: filosofi, litteratur, religionsvidenskab. Ingen af disse fag drives udelukkende af rent deskriptiv interesse.”

Det er selvfølgelig rigtigt, at der også er elementer af eksistentiel interesse i de humanistiske fag. Men det betyder ikke, at man kan sidestille dem med universitetsteologien. Der er bl.a. en afgørende kontekst til forskel, og teologistudiets kontekst og mål er først og fremmest folkekirken og de metafysisk-dogmatiske sandheder, der er nedfældet i dens bibel, trosbekendelser og bekendelsesskrifter.

Hverken filosofi, litteratur eller religionsvidenskab uddanner til noget, der kan sammenlignes hermed. Hverken filosofi, litteratur eller religionsvidenskab baserer sin eksistens på en religiøs institution og dogmatik, sådan som teologi gør, eftersom folkekirken er dens primære eksistensbetingelse. Eller for at skære det ud i pap: Uden folkekirke og præsteembeder ingen universitetsteologi, som vi kender den.

Det er da også det, der gør, at teologi befinder sig i en interessemæssig modsætning, for ikke at sige skruestik mellem universitetets krav på den ene side og kirkens krav på den anden. Latent eller åbenlyst. Et gammelkendt eksempel er Den Hebraiske Bibel (i kirken kaldet Det Gamle Testamente), der ifølge kristendommen er en Kristus-profeti, men ikke ifølge den kritiske videnskab, en prekær problematik, der blev yderst presserende med den sidste autoriserede bibeloversættelse.

De fleste filosoffer, litterater og religionsvidenskabsfolk, derimod, arbejder i uddannelsessektoren, der også er underlagt moderne krav om videnskabelighed og faglighed. Eller i andre sekulære sammenhænge. Forskellen til teologi er frapperende.

Ifølge Engberg-Pedersen ved universitetsteologien ”ikke én gang for alle, hvad den kristne Gud (eller overhovedet kristendommen) er for en størrelse. Den undersøger det.”

I kristendommen har man altid betonet tro som centralt, netop fordi man ikke kan vide, i det mindste i nogen intersubjektiv, videnskabelig forstand. Men på teologistudiet skal troens metafysiske grundpostulater åbenbart undersøges videnskabeligt. Ja, vi går ud fra, det er dét, professoren mener (ellers ville der jo ikke være nogen forskel til den forkætrede religionsvidenskab). Som velkendte eksempler herpå kan nævnes kristendommen som Sandheden, treenigheden, den almægtige Gud, de dødes opstandelse, det evige liv og Jesus Kristus som Guds søn.

Hvordan kan alt dette undersøges videnskabeligt? Svaret er naturligvis, at det kan det ikke. Og professoren ved det vist godt – også selv om han ikke vil indrømme det direkte – han kommer nemlig med en sigende eftersætning: ”Og hvis den så når frem til nogle svar, er de altid tentative.”

Dette ”hvis” er en klog tilføjelse, for efter et par årtusinders teologiske studier er der ikke fremkommet skyggen af videnskabeligt bevis for ovenstående metafysik, og hvordan skulle der også komme det? Det er jo netop ikke udtryk for intersubjektiv viden, men tro, eventuelt subjektiv oplevelse. Af samme grund har tro altid stået centralt i kristendommen. At svarene i øvrigt altid vil være ”tentative” – ”hvis” teologerne altså kommer frem til nogen – kan derfor ikke undre det mindste.

Som det fremgår, er Engberg-Pedersens programerklæring her et retorisk figenblad, der dækker over – ja, over hvad? Et videnskabeligt fatamorgana. Et sådant bygger naturligvis ingen bro mellem universitetsteologiens grundlæggende dobbelthed. Kun tilsyneladende. Men hvorfor så fremsætte det (og han er ikke den eneste universitetsteolog, der har gjort det)? Der er sandsynligvis flere ting på spil.

For det første må teologistudiet demonstrere dets eksistensberettigelse på universitetet, bl.a. ved at demonstrere dets konstitutive forskellighed fra religionsvidenskab, der studerer det overnaturlige inventar i religionerne udelukkende som menneskelige forestillinger.

For det andet ville afstanden til teologistudiets centrale, religiøse eksistensgrundlag, folkekirken, givetvis blive for stor, hvis universitetsteologerne åbent indrømmede, at de alene kan opfatte / beskæftige sig med kristendom som en menneskelig frembringelse. Så det vil man ikke. En kirkedør skal holdes åben.

Professoren har imidlertid andre trumfkort i posen: ”Set fra universitetets side: Er der ikke på universitetet brug for en disciplin, der arbejder kritisk med hele det enorme materiale, som kristendommen udgør i vores kultur?”

Kan det ikke lige så godt, ja, bedre varetages af bl.a. religionsvidenskab, filosofi og historie? Problemet er, at teologien arbejder både videnskabeligt og kirkeligt orienteret. Sidstnævnte især, men ikke kun, inden for praktisk teologi, systematisk teologi, økumenisk teologi og missionsteologi. Og det gør den, fordi den både skal tjene videnskaben og kirken. Hvis universitetsteologiens omfattende studier i kristendommen og dens virkningshistorie blev overtaget af bl.a. religionsvidenskab, filosofi og historie, der alle er uafhængige af kirken, ville dette problem naturligvis blive væsentligt mindre. Måske forsvinde helt.

Den teologiske professor slutter af med følgende salut: ”Og set fra kirkens side: Er der ikke i kirken brug for en disciplin, der arbejder med kristendommen med forstående indføling, men som også selvkritisk bringer kristendommen ud i den direkte kontakt og konfrontation med andre religioner og overhovedet andre grundlæggende forståelsesmåder? Jo da.”

Bortset fra, at det er en flertydig formulering, der formentlig med velberåd hu kan udlægges i forskellige retninger, er der ingen tvivl om, at universitetsteologien skal hjælpe kirken somehow. Det vil sige, at et universitetsfag skal bistå en religion, sågar også i forhold til andre religioner og livsanskuelser. Meget videnskabeligt. Og hvad dét indebærer i praksis, er der næppe tvivl om: Udvikling af kristen forkyndelse, apologetik og mission i den sekulariserede, flerreligiøse modernitet.

Ja, ud over uddannelsen af sognepræster, hvad skulle netop kirken ellers kunne bruge universitetsteologien til? At det på universitetet overvejende foregår på akademiske præmisser, udelukker naturligvis ikke, at det er målet.

Er dette en overfortolkning? Prøv at se, hvad nogle af Engberg-Pedersens kollegaer fra Det Teologiske Fakultet i Århus har pointeret:

I 1996 skrev den daværende teologiske dekan Peter Widmann, at den ”systematiske teologi”s opgave på universitetet er ”en oparbejdelse af den viden, den refleksion og den kritiske bevidsthed, der er nødvendig for at kunne fremstille, videregive og forny kristendommen på intellektuelt vederhæftig vis, for at kunne tage stilling i striden om religionens gyldighed, og for at kunne bære et ansvar i mødet mellem religionerne og kulturerne.”

Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag en universitetsteologi, der bl.a. har til formål at tilvejebringe den viden, der er nødvendig for at ”fremstille, videregive og forny kristendommen”. Altså hjælpe folkekirken med at fremstille, udbrede og forny kristendommen. Hvad vil i øvrigt ”på intellektuelt vederhæftig vis” sige i denne forbindelse?

Den 21/7 2005 skrev lektor i teologi Anders-Christian Jacobsen: ”Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for kirkens skyld.” Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag en universitetsteologi, der drives for kirkens skyld.

Den 27/4 2007 påpegede professor i systematisk teologi, leder af Center for Multireligiøse Studier, og medlem af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, Viggo Mortensen: ”Det kristne budskab er verdens bedste; det er noget, man godt kan være stolt af at gå ind for. (…) Vi skal altså sprede rygtet og så frøene. Det er os. Der er ikke andre til det. Det handler om at lade den kristne vision og mission gennemsyre alt, hvad en kirke gør.”

Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag påstanden om, at ”Det kristne budskab er verdens bedste” eller bag opfordringen til kristen mission.

Den 14/2 i år skrev teologisk professor Kirsten Nielsen og lektor Else Holt: De indbyrdes uenige fortællinger og digte i Det Gamle Testamente er ”med til at fastholde Guds storhed og uudgrundelighed for mennesker – og hans uudslukkelige kærlighed til den skabte verden og alt, hvad der bor på den. (…) Kirkefædrene så ret, da de fastholdt Det Gamle Testamente. At udelukke den første del af kanon med dens mange forskellige og ofte provokerende gudsbilleder ville have ødelagt alt for meget i den kristendom, vi alle gerne vil fremme.”

Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag påstanden om ”Guds storhed” og ”uudslukkelige kærlighed til den skabte verden”, eller ønsket om at ville fremme kristendommen. Altså missionere.

Om professor Engberg-Pedersens mål med teologien vitterligt er det samme som hans kollegaer fra Århus, blæser i vinden, og det gør det, fordi han formulerer sig flertydigt og uklart. Også på dette punkt. Er han blevet misforstået, kan han altså i høj grad takke sig selv – og korrigere os. F.eks. ved at tage den teologiske uld ud af munden og tale tydeligt for de uindviede.

Lad os afslutningsvis vende tilbage til tidligere dekan Peter Widmann, der om universitetsteologien generelt har skrevet – og mere eksplicit end Engberg-Pedersen: ”Teologi er en kreds af videnskabelige discipliner, der er nødvendige for at kunne forstå og videregive en religion (i særdeleshed den protestantiske kristendom) på intellektuelt vederhæftig vis, og for at kunne argumentere for religionens gyldighed i samtidens kulturelle og sociale kontekst.”

Det kan godt være, at det er den protestantiske teologis påstand, at der ikke er nogen modsigelse mellem at studere kristendommen videnskabeligt på den ene side og at være kirkens tjenestepige på den anden. At begge dele er videnskabelige aktiviteter. Det svarer ungefær til, når marxister har forsikret verden om, at marxisme skam er videnskab.

Det kan det videnskabelige samfund generelt imidlertid ikke acceptere. At ville efterprøve kirkens metafysiske sandheder, og at ville hjælpe kirken med at opretholde og udbrede kristendommen, er udelukkende videnskabeligt i teologiens selvforståelse. Ikke i de fleste andres forståelse af teologien, for det er og bliver – helt eller delvist – en religiøst orienteret aktivitet.

Det betyder ikke, at der ikke er mange eksempler på fortrinlig undervisning og forskning på teologi – og det inden for alle grene heraf. Men der er som sagt også mange eksempler, der peger i en ganske anden retning end videnskaben, endog sådanne, der er konstitutive for fagets profil. Det er efter vor opfattelse ret beset en skandale, der alt for længe har været upåtalt.

Også af disse grunde bør de teologiske fakulteter nedlægges. Eller i det mindste omlægges på væsentlige områder. De er alle fortjenester gennem tiderne til trods en atavistisk dinosaur på nutidens universitet.


Philippe Provencal
Cand.mag., ph.d. i semitisk filologi, ekstern lektor

Jens-André P. Herbener
Cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitisk filologi, ekstern lektor

Vedr. debatten om teologi i Universitetsavisen

Lars Sandbeck (LS) har fra starten malet sig selv op i et hjørne, da han slog fast, at teologi er ”en kritisk, undersøgende, fordomsfri videnskab”. Uden forbehold, uden nuancering, uden selvkritik. Derved gør han sig uundgåeligt sårbar, når det godtgøres, at dele af teologi og betydelige universitetsteologer ikke lever op til det. Hvad gør LS så? Så må han afspore, bagatellisere og manipulere, og det gør han (jf. http://universitetsavisen.ku.dk/debatliste/2009/dokument32/, der er et svar på http://universitetsavisen.ku.dk/debatliste/2009/dokument31/).

Det vigtigste: for det første kalder han de teologer, som vi refererer, for ”et par teologer” og ”tilfældige teologer”. Men er der tale om inferiøre skikkelser, som LS’ udtryk konnoterer, ja, suggererer? Nej.

Vi henviser til seks teologer, og det omfatter – nuværende eller forhenværende – tre professorer, to dekaner, en censorformand (den højeste vogter af de teologiske uddannelser i DK), lederen af fokusområdet Religion som Normsætter, lederen af satsningsområdet Jøder, Kristne og Hedninger i Antikken, lederen af Center for Multireligiøse Studier, næstformand for Statens Humanistiske Forskningsråd, medlem af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, lederen af den nye uddannelse Europas Religiøse Rødder i Århus, formand for Collegium Biblicum, med mere. Der er altså tale om både højtstående og dagsordensættende universitetsteologer. Hvilket LS givetvis véd.

For det andet optræder fem ud af de seks teologer i deres egenskab af universitetsforskere – sådan præsenteres de eller sådan underskriver de deres artikler. Deres udsagn er altså ikke kun personlige, men også videnskabeligt forpligtende. Derfor står vor kritik af dem ved magt.

For det tredje beder LS os om at dokumentere vore ”påstande med andet end isolerede citater.” Giv os pladsen! Vi citerer gerne større tekstafsnit en masse. Indtil videre afsætter Universitetsavisens debatsektion imidlertid skrappe grænser. Vi må derfor nøjes med enkelte yderligere eksempler på temmelig problematiske aspekter.

I 1996 skrev Peter Widmann, professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet i Århus, i en programartikel om teologi: ”teologien koncentrerer sig om én bestemt religion med henblik på dens ansvarlige videregivelse. (…) teologiens interesse rummer andet og mere end en videnskabelig undersøgelse af bestemte religiøse fænomener. I teologiens centrum står den grundformodning, at gudserkendelsen og tilbedelsen er afgørende for hele tilværelsen. Derfor kan teologien ikke nøjes med at kortlægge og tolke ét fænomenområde. Det gælder frem for alt om at vise en bestemt religions universelle relevans.”

I 2004 skrev Troels Nørager, lektor, dr.theol. og prodekan (og fra 2005 ph.d.-skoleleder) ved Det Teologiske Fakultet i Århus en præsentation af teologiens videnskabsforståelse. Her argumenterede han for normativitetens centrale betydning, der ifølge ham består i, ”at teologer lægger den forudsætning til grund for deres arbejde (uanset om de er eksegeter, historikere eller systematikere), at de kristne tekster og den kristne tradition er værd at udlægge og forsøge at aktualisere. Men mere end det: Teologien arbejder ud fra den forudsætning, at ’Gud’ er en værdifuld og perspektivrig hypotese.”

I Universitetsavisen i 2006 udtalte Steffen Kjeldgaard-Pedersen, professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet i København, at teologi er forpligtet på ”den helhed som er kristendommen i dens historie og overlevering og spørgsmålet om dens mulige sandhed.”

Lad os herudfra rekapitulere det principielle: hvordan kan man lægge helt eller delvist ikke-falsificerbare antagelser til grund for et universitetsstudium? Hvordan kan man afgøre kristendommens eller andre religioners sandhedskrav inden for en videnskabelig kontekst? Hvordan kan det være en af et universitetsfag hovedopgaver at skulle bidrage til religionsproduktion (i teologisk sprogbrug ”videregive”, ”forny”, ”argumentere for”, ”nyformulere”, ”gennemtænke”, ”genformulere” kristendom)? Kan man være forsker i og advokat for en religion på samme tid? Nej, dertil er diskurserne alt for forskellige; det ene vil i større eller mindre grad ske på bekostning af det andet.

LS spørger: ”hvis teologien lefler for folkekirken og arbejder for at opretholde dens eksistens, hvorfor er der så en ikke ubetydelig del af de teologistuderende, der i løbet af studietiden ’mister’ troen og opgiver at blive præster?” Atter et temmelig misvisende udsagn. Sagen er nemlig, at ca. 90 procent af teologiske kandidater bliver præster – selv om det langtfra er et krav, bibeholder eller får de fleste studerende tydeligvis altså troen, når de gennemfører teologistudiet.

LS tillægger os i både første og andet svar det synspunkt, at teologi som helhed ikke er videnskabelig, hvorved et brugbart fjendebillede behændigt er konstrueret. Men heller ikke det er sandt. Vi mener, at notable dele er videnskabelig, og det betonede vi allerede i første indlæg (jf. også vort andet indlæg). Konsekvensen er imidlertid, at LS kommer med flere indsigelser mod sin fejllæsning af vor kritik, ikke mod vor kritik. Det er sørgeligt.

Phillipe Provencal, cand.mag., ph.d.

Jens-André P: Herbener, cand.mag., mag.art.