Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Skab fred, ikke kærlighed til din ven.
Skab fred, ikke kærlighed
Udviklingen i Mellemøsten gik galt med Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede Jerusalems gamle by og Grædemuren, billedet, og hvor bosætterbevægelsen blev skabt, mener Meir Shalev. – Foto: Scan pix. -
- Scanpix.
Læs også
Kulturen bag konflikten De jødiske bosættere udgør den største trussel mod Israel, og de er med til at lede nutidens jødedom mod åndeligt forfald, siger forfatteren Meir Shalev
Israels venstrefløj smuldrer. 60 år efter statens oprettelse, syv krige og to palæstinensiske opstande har selv de mest inkarnerede skikkelser på Israels venstrefløj fået nok. Den anerkendte journalist og kommentator Yaron London sagde for nylig, at de palæstinensiske kassamraket-angreb fra Gaza er dråben, der fik hans bæger til at flyde over.
Andre meningsdannere fik nok, da palæstinenserne igangsatte en bølge af selvmordsangreb i 2002 og 2003. De, der endnu ikke har opgivet venstrefløjen, er enten en lille, men hård kerne af meget pro-palæstinensiske israelere eller personer, der lader følelserne hvile, mens de på praktisk vis fortsætter med at argumentere for en fredelig løsning på den årelange konflikt.
Den israelske forfatter Meir Shalev hører til sidstnævnte gruppe. Han er en af Israels mere velskrivende forfattere, og hans ugentlige klummer i landets største dagblad vækker ofte debat.
En lun eftermiddag i Jerusalems German Colony nabolag tager han imod Kristeligt Dagblads udsendte for at reflektere over det land, han elsker, men som han heller ikke går af vejen for at kritisere.
Annonce
Meir Shalev har ikke ladet sig påvirke af de blodige palæstinensiske opstande. Han hader ikke palæstinenserne mere, men elsker dem heller ikke mere. Han er lige så fredssøgende i dag, som han var dagen efter Seksdages-krigen i 1967, hvor Israel besatte Vestbredden, Golanhøjderne og Gaza.
– Store dele af den israelske venstrefløj ønskede at kysse og kramme palæstinenserne. De ville skabe kærlighed og venskab. Den idé har jeg aldrig troet på. Lad os først og fremmest skabe et forhold mellem to naboer, som hilser på hinanden, når de går ned ad trappen, i stedet for at slås. Hvis der med tiden kommer et venskab ud af det, har jeg det fint med det. Men i øjeblikket er det en fejltagelse at forvente venskab. Vi er nødt til at være mere praktiske. Mit motto er: make peace, not love, siger han.
Andre meningsdannere fik nok, da palæstinenserne igangsatte en bølge af selvmordsangreb i 2002 og 2003. De, der endnu ikke har opgivet venstrefløjen, er enten en lille, men hård kerne af meget pro-palæstinensiske israelere eller personer, der lader følelserne hvile, mens de på praktisk vis fortsætter med at argumentere for en fredelig løsning på den årelange konflikt.
Den israelske forfatter Meir Shalev hører til sidstnævnte gruppe. Han er en af Israels mere velskrivende forfattere, og hans ugentlige klummer i landets største dagblad vækker ofte debat.
En lun eftermiddag i Jerusalems German Colony nabolag tager han imod Kristeligt Dagblads udsendte for at reflektere over det land, han elsker, men som han heller ikke går af vejen for at kritisere.
– Store dele af den israelske venstrefløj ønskede at kysse og kramme palæstinenserne. De ville skabe kærlighed og venskab. Den idé har jeg aldrig troet på. Lad os først og fremmest skabe et forhold mellem to naboer, som hilser på hinanden, når de går ned ad trappen, i stedet for at slås. Hvis der med tiden kommer et venskab ud af det, har jeg det fint med det. Men i øjeblikket er det en fejltagelse at forvente venskab. Vi er nødt til at være mere praktiske. Mit motto er: make peace, not love, siger han.
Meir Shalev er en praktisk og principfast mand, der ikke lader sig vælte, når bølgerne går højt. Grundlæggende mener han, at palæstinserne gjorde sig fortjent til den store katastrofe i krigen i 1948 ved at afvise FN's delingsplan i 1947. Israels store fejl er besættelsen i 1967 og de fortsatte opførelser af jødiske bosættelser.
– Jeg har ikke ændret holdning. Lad mig sige det helt ærligt: Fra starten troede jeg ikke på, at palæstinenserne ville nøjes med, at Israel trækker sig tilbage fra de områder, staten besatte i 1967. Min ambition om at indgå en fredsaftale med palæstinenserne er hverken følelsesladet eller moralsk. Det er en praktisk ambition. Den eneste praktiske løsning på konflikten er, at de skal acceptere resultatet af krigen i 1948, og at vi skal acceptere ideen om at rømme de områder, vi besatte i 1967, siger han.
Shalevs lejlighed ligner et fundament af boghylder, som man senere har bygget en lejlighed op omkring. Han har med stor bevidsthed ladet sig omgive af det, der giver ham allermest inspiration. Historie, bibeltekster, essay, romaner og biografier. Det intellektuelle univers giver ikke kun mening, men skaber også retning. Noget, han mener, de israelske regeringer har mistet med årene.
– Vi er hele tiden overvældet af nostalgi her i Israel, og landet opfører sig som en gammel mand. Hører ikke. Ser ikke, og lider af angstanfald. Specielt nu, hvor vi fejrer 60 år. Ingen er i stand til at hæve blikket og se langt ud i fremtiden, for vores regeringer er konstant i færd med at slukke de brande, de selv skaber. Vi leder konstant efter de hurtige og billige løsninger og sætter vores lid til intetsigende mottoer. Se bare alle klistermærkerne på bilerne, hvor der står: "ingen arabere – ingen terrorangreb" eller "Hebron er vores". Vi er nødt til at forstå, at en løsning kræver et hårdere stykke arbejde, siger han.
Meir Shalev føler igen trang til at fastslå, at han nu ikke gentager venstrefløjens paroler.
– Hør her, siger han og tøver en anelse.
– Jeg ved ikke, hvordan det vil blive forstået i Danmark, men min interesse er ene og alene Israels interesse. Jeg bekymrer mig for israelerne og Israels skæbne. Og i den forbindelse savner jeg ledere som David Ben Gurion. Nutidens ledere er bange for at tage store beslutninger, siger han.
Men også selvom Israel skulle blive velsignet med en beslutningsdygtig leder i fremtiden, spår Shalev, at de rent praktiske handlinger vil blive enormt besværlige at føre ud i livet. Simpelthen fordi Israel efter hans mening har skruet sig dybt ned i tungt mudder siden krigen i 1967.
– Jeg er ikke nostalgiker, selvom jeg savner Ben Gurion. Jeg ønsker ikke, at Israel kun skal beskæftige sig med landbrug ligesom i Zambia, og jeg synes heller ikke, det gør noget, at den socialistiske vision bag kibbutzerne har lidt sin død. Det, der virkelig gør ondt, er, at vores uddannelsessystem og forskning bliver svagere, siger han.
Næsten uden undtagelse placerer Shalev roden til al Israels dårligdom omkring krigen i 1967. Også når det gælder uddannelse og forskning.
– Enhver branche i Israel betaler en pris for besættelsen og de jødiske bosættelser. Pengene, ressourcerne, tiden og energien går til bosættelserne hele tiden. Vi bruger al vores energi på bosættere, palæstinensere, kontrolposter og intifadaer. Intet under, at hospitalerne, skolerne, universiteterne og laboratorierne forfalder, siger Meir Shalev.
Ifølge forfatterne har bosætternes lobby et jerngreb om de israelske regeringer og bærer skylden for moralsk forfald blandt Israels unge. Da Shalevs 20 år yngre bror skulle påbegynde sin værnepligt, rådede storebror, Meir, ham til at aftjene værnepligt i flyvevåbnet eller i flåden med den begrundelse, at han på den måde ikke ville komme til at vogte bosættere på Vestbredden eller jage palæstinensere rundt i besatte byer.
– Med messianske ideer om et bibelsk Israel er det lykkedes bosætterne at tage kvælertag på hele nationen, siger han.
Igen ønsker Shalev at påpege, at han ikke er fjendtligtsindet over for jødisk tradition eller Bibelen. Tværtimod er hans bøger og tekster dybt inspirerede af Bibelen. Han voksede op i en verdslig familie og er selv ikke-troende. Men hans far var bibelforsker og videregav Bibelens fortællinger på en måde, der fængede, og på en måde, der overbeviste den unge Shalev om, at Bibelen er jødernes vigtigste og rigeste kilde. Et af de elementer, der får Shalev til at holde fast i den bibelske kilde, er, at han føler sig som et direkte led i kæden af skribenter, der begyndte med forfatterne til Bibelens skabelsesberetning. Han nærer tillid til de ortodokse jøder, fordi de efter hans mening ikke forsøger at påtvinge hele nationen en særlig ideologi. Men mistilliden til bosætterne har han svært ved at skjule.
– Den største fare for Israel er i virkeligheden Rakels Grav, Patriarkernes Grav og alle de andre hellige steder. Krigen i 1967 gjorde mange af de nationalistiske zionister skøre. Vi er nødt til at sætte Israels grænser efter vor tids landkort, og ikke fordi David var konge i Hebron, og fordi Abraham måske er begravet i byen, siger han.
Meir Shalev frygter ikke kun bosætterne og mener, de er den største fare for Israel. Han beskylder dem for at være et led i åndeligt jødisk forfald.
– I 2000 år var Patriarkernes Grav og Rakels Grav ikke vores. Ikke blot det, men vi var ikke engang fysisk tæt på stederne. Vi så dem ikke dagligt, og alligevel hørte vores længsel efter stederne aldrig op. Jeg mener længsel på det åndelige plan. En af de ting, der altid har gjort jøderne forskellige fra andre religioner, er savnets dimension og ideen om, at nogle ting aldrig går i opfyldelse. Jøderne beder hele tiden for Messias' komme, men hvis han kommer, vil de sige: Du er ikke Messias, fordi de hellere vil fortsætte med at længes. Jeg vil for eksempel være villig til at indgå en aftale om, at Israel får Golanhøjderne, mens araberne får Jerusalem og alle de hellige og åndelige steder. Det åndelige kan nemlig rummes i hjertet. Det kan det fysiske ikke.
allan@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste nyt kultur
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 48 |
Sv. sv. med tro og love |
Stausholm
2 timer siden |
| 1 |
"Fostre, der lever efter... |
Roland
5 timer siden |
| 2 |
Sv. Troens skønhed |
Michael
11 timer siden |
| 1 |
Helt udemokratisk,... |
Tony
11 timer siden |
| 13 |
Sv. svovlduften fra Rødding... |
Andreas...
15 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
Kristendom.dk
- 26. maj ”Gud er altid til stede i ondskaben”
- 26. maj Musikalsk bud på pinsens indhold
- 26. maj Til kamp for åndelig velfærd
- 26. maj Vi har brug for at italesætte Helligånden
