Frihed til fælles bedste

Men hvorfra i historien havde han da hentet inspiration til indholdet i sit begreb om frihed og fællesskab? Fra det gamle Grækenland vil jeg mene! Fra Platon og Aristoteles. Fra Platon havde han den tanke, at statsmænd ikke måtte være ”partimænd”. Politikere skulle arbejde for hele folkets bedste og ikke blot for en enkelt klasses bedste.

LÆSER MAN GRUNDTVIGS politiske skrifter fra blandt andet ugeskriftet ”Danskeren”, som han udgav fra 1848 til 1851, netop i den tid, hvor Danmark fik sin frie forfatning, men samtidig var truet på sin nationale frihed, ser man tydeligt den græske inspiration. Da han lod sig vælge til den grundlovgivende forsamling, var det med tilslutning til ”fælles bedste som alle grundloves urokkelige grundlov”, som han med inspiration fra netop Platon og Aristoteles formulerede det i ”Danskeren”. Hvad han sigtede til var, at der måtte arbejdes på et frit og folkeligt samfund, og derfor gøres op med stændersamfundet eller klassesamfundet, som han også kaldte det, ved at fratage de privilegerede deres privilegier.

Friheden skulle strækkes langt, men der var dog også grænser for friheden. Hans forbillede var den græske frihed, eller som han sagde ”den græske tolerance, som tillader alle alt, hvorved ingen forulempes, og hvormed det hele kan bestå”. Det var et tolerancebegreb, som tog udgangspunkt i, at noget grundlæggende er bedre end andet, og at der må være grænser for, hvad der skal tolereres i frihedens navn.

Den frihed, Grundtvig havde stiftet bekendtskab med på det økonomiske område via sine rejser til England, kaldte han ”tøjlesløs frihed”. Han mente, at den økonomiske liberalisme her var gået for vidt med det paradoksale resultat til følge, at en enorm fattigdom havde bredt sig i det, der dengang blev regnet for verdens rigeste land. I England var friheden altså langt fra blevet til fælles bedste. Man havde ganske enkelt ikke forstået (på den rigtige måde), ”at mennesket og folket hverken er til for statens eller for ager-dyrkningens, kapitalernes eller handels-balancens skyld, men at jorden og alt jordisk er til for menneskets og folkets skyld og skal benyttes til deres bedste”, som han udtrykte det i ”Danskeren”. At insistere på den enkeltes frihed, som Adam Smith gjorde, ud fra den grundantagelse, at den enkelte bedst bidrager til fællesskabets bedste ved at følge sine egne egoistiske interesser, var for Grundtvig ikke blot en fejlagtig og bagvendt tankegang. Den var i England blevet dementeret af virkeligheden selv – og man må vel konstatere, at den netop nu i disse finanskrisetider igen er ved at blive dementeret af virkeligheden selv! Egoisme er i det hele taget et forfaldsfænomen i Grundtvigs begrebsverden.

Grundtvig havde til gengæld også stiftet bekendtskab med religionsfriheden, ytringsfriheden og næringsfriheden i England, og på disse for samfundsudviklingen så vigtige områder var han anderledes positivt indstillet. Her mente han, at der skulle herske en næsten uindskrænket frihed.

Allerede i 1827 havde han skrevet en artikel med titlen ”Om religionsfrihed”, hvori han bedyrer, at ”var jeg statsmand, da måtte i det mindste religionsfrihed blive mit løsen”. Og hvorfor nu det? Fordi han kort og godt mente, at religions- og trosfrihed var en menneskeret. Folk måtte have frihed til at tro, hvad de ville og til at være ”sin vantro bekendt, når man ingen tro har”, som han sagde. Det, han mente, var, at det er bedre at være en ærlig hedning end at være en falsk kristen. Tro måtte være den enkeltes sag og skulle som sådan ikke blandes sammen med borgerlige pligter og rettigheder.

Alt for mange blev imidlertid på Grundtvigs tid tvunget til at være falske kristne, fordi de lovbefalede kirkelige foranstaltninger havde indflydelse på menneskers borgerlige rettigheder. Denne sammenblanding af religion og borgerlige forhold tog Grundtvig på det skarpeste afstand fra. Kun i fuldkommen frihed mente han, at religionen kunne tjene det borgerlige samfund. Men i denne frihed mente han til gengæld også, at kristendommen kunne øve endog meget positiv indflydelse.

FOR GRUNDTVIG VAR ytringsfriheden af ligeså stor betydning for samfundsudviklingen som religionsfriheden. Hans opfattelse minder her som i flere andre forhold en hel del om den, vi ser hos John Stuart Mill. Begge havde de den tanke, at det er via dialogen, de politiske og samfundsmæssige fremskridt efterhånden gennemsætter sig; at sproget som et lager for erfaringen så at sige rummer betingelserne for mulige begivenheder. Men en betingelse er det dog, at ordene rent faktisk bliver sagt, og at meningerne brydes.

Derfor var ytringsfriheden et kardinalpunkt for Grundtvig, og derfor anså han ganske som John Stuart Mill en kraftig oppositionel stemme for en nødvendighed. Forudsætningen for en dialogisk samfundsudvikling og en kraftig oppositionel stemme grundlægges først og fremmest i skole- og uddannelsessystemet, hvad både Grundtvig og Mill var meget opmærksomme på.

Det spørgsmål, man må overveje i den forbindelse, er, om den nyttetænkning, der breder sig – ikke bare til skole- og uddannelsessystemet – men til snart sagt alle ”kroge” i samfundet, vil vise sig at blive til samfundets bedste eller til samfundets værste. ”Hjælp jer selv” var for Grundtvig ikke ensbetydende med, at enhver er sin egen lykkes smed, som man kunne tro, men at Danmark ikke skulle efterabe andre lande. Som han sagde: ”Hvem, der vil klæde sig på fransk, må fryse på dansk.”

Den nyttetænkning, der breder sig, er ikke særlig dansk, og man kan være bange for, at vi går en kold tid i møde. Jeg vil mene, at der er gode grunde til at lære af andre, men også, at det må gøres på en sådan (dialogisk) måde, at man ikke mister sig selv!

Det er et spørgsmål, om Grundtvig, der ikke ville være nogen partimand, netop derfor kunne være en endnu større inspirationskilde til nytænkning, end han hidtil har været – i en tid, hvor de store politiske ideologier mister troværdighed.

Regner Birkelund er lektor, cand.cur. og ph.d. I dag fredag forsvarer han klokken 13 sin doktorafhandling med titlen ”Frihed til fælles bedste. En oppositionel stemme fra fortiden”. Det filosofiske doktorforsvar er offentligt og finder sted i Auditorium 1, bygning 1441 på Det Teologiske Fakultet, Tåsingegade 3, Århus