Grundtvig på barrikaderne

Et meget langt afsnit viser den skrivende samfundsdebattør Grundtvig, der kaster sig ind i debatten om Grundloven og alle dens følgevirkninger. Nu kom jo netop Grundloven i 1849. Den skulle indføre demokrati, men det var ikke Grundtvigs kop te, for demokrati er pøbelvælde. Folkestyre må være ordnet og balanceret af en anden magt, nemlig kongemagten. Grundtvigs forfatningsmæssige ideal er som Kierkegaards, der slet ikke nævnes, den opinionsstyrede enevælde. Hvad Grundtvig ikke bryder sig om, er enevældens privilegerede lag, dem med rang og titel – og derfor heller ikke princippet om et landsting. Der tales henført om en pagt mellem kongen og folket, hvilket egentlig burde lede tanken i retning af det tolerante preussiske forfatningsideal, der dog fungerede uden enevælde. Hovedsagen er, at Grundtvig ikke er i takt med hverken sin egen eller vor tid.

Bogens sidste del handler om Grundtvig og kvindesagen og hans store planer om skolen i Soer og Göteborgtanken, altså de pædagogiske idealer – som han blandt andet låner fra antikkens Grækenland. Spørgsmålet er, hvor meget nyt der er heri. Dette er som om kursiveringerne bliver hidsige her mod slut, hver gang frihed og fælles bedste nævnes, er de kursiverede. Læseren skal tvinges til at se, hvorledes det hele går op. Men det gør det ikke.

Grundtvig forstås netop i sin historiske kontekst, stillet over for samtidens problemer. Birkelund vil så alligevel uddrage det, der må være fælles for alle til alle tider. Her bruger han ikke Kant, men livsfilosofien hos K.E. Løgstrup. Spørgsmålet er så blot, om Grundtvig i al sin analyse af politisk teori og hele det græske dannelsesideal kan bringes på samme formel som Løgstrup.

Havde Grundtvig en metafysisk ide om livet selv? Og kan det grundtvigsk-græske dannelsesprogram bringes til at rime med de spontane og suveræne livsytringer? Jeg har svært ved at lade mig overbevise – for hvad skal så alle de 600 sider om historien til for? P.G. Lindhardt hævdede, at Grundtvig egentlig kun var interessant ved, at han med sit forfatterskab søgte at løse sine egne og sin tids problemer. Hans løsninger kunne ikke blive vore. Jeg er tilbøjelig til at følge Lindhardt – og flere hundrede siders styrtebad i Grundtvigs væverier og skråsikre diagnoser taler, så vidt jeg ser det, for den opfattelse.

Regner Birkelund: Frihed til fælles bedste. En oppositionel stemme fra fortiden. 685 sider. 448 kroner. Aarhus Universitetsforlag. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk