Økonomiens apokalypse

Bank- og finansfolk er langtfra så kedelige, som de beskyldes for at være. Det ser man jo, når unge japanske slipseknuder danser den vildeste stammedans med mærkelige og rituelle fingertegn på børsen i Tokyo lige midt i den bedste sendetid. Faktisk er de mennesker, der har deres daglige arbejde i sektoren, nogle af samtidens mest dramatiske, når det gælder at fortælle historier om kaos og ragnarok. Den finansielle krise kalder således ord og formuleringer frem i medierne, vi næsten havde glemt, men som nu genopstår som Fugl Føniks af de økonomiske konjunkturers askehob.

Her er nogle vendinger, jeg har registreret i de sidste dage: Krisen kradser, krisen hærger, kursfaldet mejer ned for fode, rentestigningen stigmatiserer, krisen skyller ind som en tsunami, renternes tidehverv, det finansielle jordskælv, kursernes tordenvejr, rentefaldets orkan, nervetrådene sitrer, afgrunden er nær, det nådesløse fald, børser krakker, blodig børsdag, panikken griber om sig, flugtvejene er lukkede, børser brænder sammen, total nedsmeltning, kurser styrtdykker, kursgribbe slår ned, ulvene hyler, grundfjeldet skælver, cykliske aktier bliver flået, toppen hugges af kursmålet, vi oplever det totale wash-out, husejerne fordrives fra Paradis, højkonjunkturens judaspenge, slut med at gå på vandet, kursernes helvede, fra panik til total kapitulation, troen er truet, apokalyptisk stemning, en sort syndflod.

Disse og andre vendinger, der blander metaforer fra krig, naturkatastrofer og religion, er hentet fra artikler eller reportager om den finansielle udvikling. De fylder mediernes karakteristik af det, der foregår i den internationale finansverden, og ofte ledsages de af en opfordring til almindelige mennesker om at have is i maven! Tag det dog roligt, lille fru Jensen, det er bare et jordskælv. Det går nok over!

Alle kan huske tidligere finans- og økonomiministres dommedagsminer og alvorlige ord ved alfarvej, når de pegede på undergangen eller afgrunden, der var nær. Økonomi og finans er på den måde altid nøje bundet til fortællinger om enten himmelske opstigninger, hvor vi alle kan gå på vandet, eller – som nu – udmeldinger om undergang og dommedag ret forude.

Det er heller ikke noget nyt. En række af økonomiens ord og begreber har endda rødder direkte i religiøs sprogbrug, hvad jeg gerne vil forfølge i et par kommende klummer, men her vil jeg tage fat på det gode ord kredit, der er det, vi lige for tiden får for lidt af. Kredit kommer af det latinske credit, der betyder han/hun betror, som igen er udledning af infinitiven credere, der betyder at tro eller betro. Ordet genfindes i credo, der er et religiøst-musikalsk begreb, der dels indgår som det første ord (”jeg tror”) i den katolske messe, dels er betegnelsen for det offertorium, den bøn, der synges efter trosbekendelsen i messen.

Det er finansens prælater, der messer i medierne for tiden. Men finanserne og religiøsiteten synes jo også at have samme rod! Jeg vil holde hus med et par af disse begreber i de nærmeste ugers klummer.

sprog@kristeligt-dagblad.dk