Tid til at mindes de døde

Tiden læger alle sår, siger man. Men den læger ikke al sorg. Tabet af en ægtefælle, et barn eller en forælder kan være dybt traumatiserende, og sorg kan blive så voldsom, at den koster livet. Undersøgelser har påvist overdødelighed i det første år efter en ægtefælles død. De senere års stadig større åbenhed over for død og sorg har givet ny indsigt i et område, der ikke har nogen diagnose, og dermed også nye muligheder for at hjælpe de efterladte til et større livsmod.

I kirken ses sorgen ikke som en sygdom eller som en psykologiske tilstand, men som et vilkår, en side af tilværelsen, som hele kirkens forkyndelse i bund og grund retter sig imod. Sorg er et religiøst-eksistentielt anliggende. Den sørgende mister nemlig ofte fornemmelsen for mening med sit liv, når en nærtstående dør. Sorg er en naturlig reaktion på tabet af et andet menneske, som har været med til at give ens egen tilværelse mening. Kirkens opgave bliver derfor at hjælpe den sørgende med at skabe ny livsmening.

At der er trøst at hente i kirken, opdager flere og flere, og den stadig større udbredelse af særlige gudstjenester allehelgensdag, den 1. november eller den efterfølgende søndag, viser det med tydelighed. Den store anonymisering af døden med fællesgrave på kirkegårdene er afløst af en større bevidsthed om behovet for at mindes de mennesker, der har betydet noget for os, og hvis liv vi ofte bygger vores eget på.

Kirkens trøst til de sørgende er, at isolationen, afmagten og den indre splittelse ikke får det sidste ord. Det giver basal mening at sidde i et kirkerum og høre forkyndelsen af det kristne håb, der rækker ud over dette liv.