Birthe B. Pedersen |
31. oktober 2008
McCain har mest direkte argumenteret for en Demokratiernes Alliance, der skal stå sammen som et supplement til FN, og også Obama ser visse fordele i forslaget. Men i det lange løb vil det skabe mere splittelse og konflikt i verden, mener eksperter
Over for Diktaturernes Liga må demokratierne stå sammen og organisere sig i en Demokratiernes Alliance. Denne tanke har i de seneste uger fundet vej til den amerikanske valgkamp, hvor både Barack Obama og John McCain er på udkig efter modeller, der effektivt kan sætte diktatorerne stolen for døren.
Den republikanske kandidat har mest direkte argumenteret for det, han foretrækker at kalde Demokratiernes Liga, men også Barack Obama ser en fordel i Demokratiernes Alliance.
Bag idéen om et supplement til FN står en række udenrigspolitiske specialister, deriblandt den ny-konservative kommentator Robert Kagan. Baggrunden er de bristede illusioner med hensyn til at se demokratiet brede sig med kommunismens sammenbrud og afslutningen på den kolde krig.
Dertil kommer demokratiernes vanskeligheder med at få deres dagsordener igennem i et i visse situationer handlingslammet FN. Permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, som Kina og Rusland, kan binde demokratierne på hænder og fødder ved at nedlægge veto, som det længe har været tilfældet i forhold til Sudan og Darfur.
Og i andre FN-organer ser man blandt andet mellemøstlige diktaturer gøre fælles front og for eksempel promovere et forbud mod religionskritik, som det sker ved den kommende racismekonference, Durban 2.
”Vi har brug for at bygge en international orden, der afspejler staternes interne organisation. Den store skillelinje er demokrati. Demokratiske lande udgør en langt mindre risiko for andre lande end autokratier. Derfor bør demokratiske lande slutte sig sammen og forfølge deres egne interesser ”, skrev Ivo Daalder og James Lindsay fra henholdsvis Brookings Institution og Council on Foreign Relations i avisen Financial Times i maj 2004 .
Robert Kagan har henvist til, at både NATO og EU har grebet ind i regionale og nationale kriser, for eksempel i Afghanistan og i Kosovo, når FN ikke har kunnet blive enig.
”Demokratiernes alliance indebærer den forskel, at den ikke kun vil bestå af vestlige lande, men også af store de-mokratier som Indien og Brasilien”, skriver Robert Kagan, mens andre mener, at udsigterne til at blive optaget i alliancen kan animere diktaturstater til at blive mere demokratiske.
Samarbejdet mellem de demokratiske lande på sikkerhedsområdet vil også blive styrket, når de ikke længere kan skjule sig bag autokratiske landes veto, fremføres det.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) har begge erklæret sig villige til at deltage i en sådan alliance, uden dog at se den som et alternativ til FN.
Selvom idéen kan virke besnærende, er den ikke uden faldgruber.
”Tilhængerne af Demokratiernes Liga undervurderer potentialet for samarbejde mellem demokratiske og udemoratiske lande, og de overvurderer de fælles interesser mellem demokratierne”, skriver professor i international politik ved universitetet i Georgetown, Charles Kupchan, i den seneste udgave af det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs.
Uenigheden om invasionen af Irak er blot ét eksempel på, at demokrati ikke er en garanti for fælles fodslag.
Dertil kommer spørgsmålet om, hvordan medlemsskaren skal defineres. Ivo Daalder anslår, at omkring 60 lande vil kunne gøre sig fortjent til medlemskab. Men i virkeligheden er det meget svært at afgøre, hvilke lande der kvalificerer sig til at være med, påpeger Svend Aage Christensen, seniorforsker ved dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
– Der kan for eksempel sættes spørgsmålstegn ved, om Indien virkelig er et demokrati. Og hvad med Vestens store allierede, Pakistan, som ganske vist opfylder nogle af de formelle kriterier for demokrati, men som har store vanskeligheder med menneskerettigheder, skal det også med? Eller Afghanistan, som vi hævder har en legitim præsident? Og skal man ekskludere lande, der udvikler sig i mindre demokratisk retning, spørger siger Svend Aage Christensen.
Endelig er der en risiko for, at alliancen vil blive opfattet som en vestlig klub, så der skabes yderligere konfrontation mellem Vesten og resten af verden.
– Enten bliver alliancen en uforpligtende snakkeklub, som den demokratiske klub, daværende præsident Clinton allerede har forsøgt sig med. Eller også er den effektiv, og i så fald opfordrer man de autokratiske lande til at køre deres eget løb, også på områder hvor vi har brug for samarbejde mellem alle lande, for eksempel på klimaområdet, konstaterer Charles Kupchan.
– Der er en risiko for, at lande, der udelukkes, bliver irriterede og vender sig imod Vesten. Hvis man for eksempel udelukker Rusland, kan det ende med, at landet må træde ud af Europarådet, selvom vi sædvanligvis ser medlemskabet som en læreproces i demokrati, påpeger Svend Aage Christensen.
– Selvfølgelig er det en god idé at styrke demokratiernes samarbejde. Men de samarbejder jo allerede, for eksempel i ”koalitionen af de villige”. Hvis man etablerer en egentlig Alliance eller Liga med faste institutioner, vil det udstille i al sin gru, at demokratierne er temmelig alene i verden. Resultatet kan meget vil blive større splittelse og uenighed i verden, mener han.
bpedersen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad