Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Allan Sørensen, mellemøst-korrespondent 
Allan Sørensen
Send artiklen Bispevalg før, nu og fremover til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bispevalg før, nu og fremover

Da ingen må bestemme i folkekirken, må nogle gøre det alligevel. I praksis bliver det ofte biskopperne. -

- Stock.xchng

Kommenter Hold mig opdateret

Stiftsråd og åremålsansættelser kræver besindelse på, hvad biskopper er til for

Da ingen må bestemme i folkekirken, må nogle gøre det alligevel. I praksis bliver det ofte biskopperne: ”Da vi ikke har stærke biskopper i Danmark, har vi, de almægtige biskopper i folkekirken, besluttet, at folkekirken ikke kan tilslutte sig Porvoo-overenskomsten om kirkefællesskab mellem anglikanske og lutherske kirker, som bygger på et system med biskopper oven på præster og diakoner.” Omtrent sådan skrev de danske biskopper i deres nej i 1995 til Porvoo-aftalen fra 1992.

Siden har biskopperne delt magten mere med Landsforeningen af Menighedsråd og sågar også lidt med Det Mellemkirkelige Råd. Men samtidig har flere af dem taget teten som folkekirkens mund og mæle i pressen. Indtil 1922, hvor bispevalget blev overladt til menighedsrådene, var bispestillingerne besat med veltjente og oftest lærde teologer med rimeligt gode forbindelser til eliten i politik og embedsværk. Herefter blev det afgørende, at man kunne give indtryk af, at man var god til at holde ro i det folkekirkelige system. I mange år – helt op til 1990’erne – var det en god kvalifikation at have været provst, uden at der var sket noget ved det!

Annonce
Indtil 1994 fulgte valget det amerikanske præsidentvalgssystem. I praksis kunne man regne med at blive valgt, hvis man titulerede sig ”grundtvigianer”. Kirkens højrefløj opstillede nemlig standhaftigt en dumpekandidat, som tog stemmer fra den centrum-missionske kandidat, så ”grundtvigianeren” vandt. Fra 1994 gik man derfor over til to valgrunder, som i det franske præsidentvalg. Som sædvanlig kom ændringen for sent, for nu var hørefløjen blevet træt af at opstille. Til gengæld fik vi en række valg med fire-fem kandidater, hvor det afgørende blev, hvem der ville tage stemmer fra hinanden, så ingen af dem kom blandt de to første.

Det er dette lidt lemfældige system, der skal bruges igen ved bispevalget i København i foråret 2009, hvortil opstillingen allerede er i fuld gang. I mellemtiden er der imidlertid sket to afgørende ting. Der er nu politisk vilje til at gennemføre såvel stiftsråd med en væsentlig besluttende myndighed som åremålsansættelser af biskopper. Det sidste gav anledning til, at alle kandidater til bispevalget i Roskilde tidligere på året lidt hovsa-agtigt lovede, at ingen af dem ville sidde mere end 10 år i stillingen, hvis de blev valgt. I København kan man forudse en lignende hovsa-reaktion: ni ud af 10 siddende biskopper ønsker, at biskoppen skal være født formand for det nye stiftsråd, hvad Landsforeningen og de stærke menighedsrådsmedlemmer er imod. Så kandidaterne i København gør klogt i at sige, at de ikke ønsker at være formænd, hvis de ikke vil fremstå lige så ”bordendeklæbende” som de siddende biskopper.

Selvom det kræver en god håndværker at få de igangsatte strukturreformer godt gennemført i Københavns Stift, er der allerede nu brug for en anderledes bispeprofil end Erik Norman Svendsens ”vor-far-i-Nørregade-11”. Tiden er næppe inde til at tage skridtet fuldt ud, så biskoppen kun tager sig af ordination og andre åndelige sager, mens synodepræsidenten overtager den daglige ledelse som i Brødremenigheden. Men hvad skal bispekandidaterne så gå efter?

Nogle forslag kunne være: ledende teolog og general-sekretær for stiftsrådet, vært og liturg ved fællesarrangementer i stiftet, inspirator og opmuntrer ved løbende tjek op-besøg i provstier, sogne, institutioner etcetera og/eller talsmand i offentligheden og forkynder for sognet Danmark via medierne.

Men der skal også være en vision at gå efter: Hvordan skal der vægtes mellem gudstjeneste, undervisning, mission og diakoni og mellem det bundne og det frie i sognenes økonomi og arbejde? Hvordan skal kirken indbyde mennesker til indøvelse i kristendom? Har folkekirken et ansvar over for dem, der ikke er medlemmer? Hvor langt og hvordan skal folkekirken øve sig i at stå på egne ben? Og hvad skal en forhenværende biskop lave?

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver uge en analyse af aktuelle forhold i kirkens og troens verden. Hans Raun Iversen, som har skrevet denne uges analyse, er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock