I aften holdes det første møde i bispevalgkampen i Københavns Stift – men arrangøren håber, at der bliver talt mindre om navne og mere om kirkens indhold og behov
Biskop Erik Norman Svendsen, Københavns Stift, overlader efter 17 år i Nørregade ”staven” til sin efterfølger den 30. august næste år – og den eneste kendte kandidat til bispevielsen i 2009 er domprovst Anders Gadegaard.
Og sådan må det godt blive ved med at være i et godt stykke tid endnu, mener sognepræst ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn og tidligere forlagschef i Det Danske Bibelselskab Peter Birch. Han har indkaldt til møde i aften i menighedshuset Stanleys Gaard, hvor præster og menighedsrådsformænd er inviteret til at diskutere, hvilke udfordringer stiftet står over for – og hvilke kompetencer og hvilken profil en fremtidig biskop skal besidde for at klare netop de udfordringer. Det er efter samme model, som skød bispevalget i Roskilde i gang, med et emne-møde indkaldt af en gruppe præster.
Peter Birch frygter, at alt for mange navne på stemmesedlen til det københavnsk-bornholmske bispevalg vil få den konsekvens, at første runde af bispevalget bliver et udskilningsløb frem for et reelt valg af den person, der vil varetage opgaven bedst.
– Præster og menighedsrådsformænd bliver allerede nu ringet op med opfordringer til at blive stillere eller, for præsters vedkommende, til selv at stille op. Men for mig er et bispevalg en enestående mulighed for at diskutere den situationen, både stiftet og folkekirken lige nu og fremover står i, og på den baggrund diskutere, hvilken type person der er brug for til at lede den proces, siger Peter Birch.
Peter Birch understreger, at han ikke klandrer Anders Gadegaard for allerede at have meldt sig på banen – så kan man jo lige så godt klandre dem, som ikke har meldt klart ud endnu.
– Mit håb er bare, at vi som præster og menighedsråd i København kan få fred til at diskutere først udfordringerne, så kompetencerne og derefter navnene.
Peter Birch regner ikke med, at præster og lægfolk i stiftet kan blive enige om én kandidat.
– Men begynder vi først med navnene, så låser processen sig fast.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk