Jørgen Steens |
4. november 2008
Ægteparret Elisabeth Lidell og Andreas Blinkenberg er nøglepersoner i den nye danske pilgrimsbølge, som på få år har udviklet sig til en af de mest livskraftige kirkelige græsrodsbevægelser herhjemme
Det begyndte med en drøm.
Elisabeth Lidell – sognepræst i Risskov ved Århus – så et gebis ligge på alteret. Det kværnede løs. Snakkede og snakkede i det uendelige.
Tydningen syntes at ligge lige for: Alt for mange ord og for lidt krop, og en præstegerning, som for hende på det tidspunkt var vej til at forvandle sig til ren professionel mekanik, glædesløs og uden ordentlig kontakt til hverken Gud eller medmenneske.
Så i 2000 tog hun konsekvensen: Sin første vandring ad caminoen – en af Europas mest populære middelalderlige pilgrimsruter – til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien for at genfinde sjælen og kontakten med Gud. Det blev en tur, der fik afgørende betydning for både hende og folkekirken.
Ægteparret Lidell og Blinkenberg, som i går sammen med Jens Kr. Krarup modtog Kristeligt Dagblads Pris 2008, er nøglepersoner i den nye danske pilgrimsbølge, der er skyllet hen over landet og blevet til en af de mest livskraftige kirkelige græsrodsbevægelser herhjemme. De har bogstaveligt talt været med til at få kirken på benene, så pilgrimsfolket i dag taler om vækkelse med fod og stav. På kun få år er der sket mere end en tidobling af antallet af pilgrimsvandringer, og væksten fortsætter, fastslår Lidell, som for alvor satte gang i udviklingen, da hun for to år siden tog ulønnet orlov for at blive Danmarks første pilgrimspræst.
Nu er orloven slut, og hun er tilbage i sin gamle stilling som sognepræst, så den pilgrimssag, hun brænder så voldsomt for, må varetages i fritiden. Men udviklingen lader sig ikke standse, mener hun. Ganske vist er pilgrimsgrupperne små, til gengæld dukker de op alle steder, i sogne, provstier og stifter, som en del af tidens voksende interesse for kristen spiritualitet og nye måder at være kirke på.
Da Elisabeth Lidell gik turen til Santiago de Compostela, var hendes mand, arkitekt Andreas Blinkenberg, ikke med. Det kom han to år senere, og ud af den tur voksede hans ide om at indrette pilgrimsherberger i nedlagte landbrugsbygninger langs Hærvejen, som i middelalderen var færdselsåre for studetræk, handlende, krigsfolk – og pilgrimme. Med den idé vandt Andreas Blinkenberg en konkurrence, som Realdania havde udskrevet, og 10 herberger blev realiseret for otte millioner fra Realdania og fire fra anden side. Danmark kunne således indvie sin hidtil længste officielle pilgrimsrute i sommer.
Den strækker sig 300 kilometer fra Viborg til grænsen, og projektet er kommet godt fra start. I løbet af de tre sommermåneder har herbergerne haft cirka 2500 overnatninger, oplyser Andreas Blinkenberg, og der er i øvrigt udsigt til flere Hærvejs-herberger i de kommende år.
Som i Danmark er der på europæisk plan sket en genopdagelse af den middelalderlige pilgrimstanke, men middelalderpilgrimmens bodsgang er i dag afløst af det søgende menneskes rejse til selverkendelse og dybde i livet.
For Elisabeth Lidell er det processen, der er det vigtigste, og hun forklarer den voksende interesse med ønsket om fordybelse, stilhed, enkelhed og fællesskab.
– Og dybest set længslen efter et fællesskab med Gud.
Den danske pilgrimsbevægelse er i tæt kontakt med den nordiske, hvor man er nogle år forud, og hvor kirken og de offentlige myndigheder med økonomiske midler støtter pilgrimsbevægelsen. Elisabeth Lidell har i sommer arbejdet som pilgrimspræst ved Nidaros Domkirke i Norge.
– Forskellen til Danmark er markant. I Norge har pilgrimstanken fået en helt anderledes officiel opbakning, hvorimod vi i Danmark helt og holdent befinder os på græsrodsplanet. Det vil sige, at det hele afhænger af de ildsjæle, der er involveret.
På den anden side er det positive ved græsrodsbevægelser, at det, der vokser op nedefra, som i dette tilfælde ud af et religiøst behov, bliver stærkere og mere folkeligt funderet, tilføjer Lidell.
Alligevel er der blandt de danske pilgrimsvenner et stort ønske om ansættelse af pilgrimspræster i folkekirken, som der nu arbejdes med konkrete planer om i Viborg og Århus stifter. En sådan udvikling falder godt i tråd med Elisabeth Lidells opfattelse af pilgrimsideen som kirkens missionsprojekt.
– Netop gennem pilgrimsvandringer kommer vi i kontakt med en meget bred gruppe af mennesker, og rigtig mange, vi ellers ikke ser i kirkelig sammenhæng.
steens@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad