Tagryggens Paverotti

Da jeg løb rundt med bare knæ og øjne blå
var solsorten en fugl man kun sjældent så
det var ikke fordi der var krig i verden
for fuglene sang trods soldaternes færden
men fordi den var sky og skjult under ranker.
Dens sang fik tag i mit sind og mine tanker
om vinteren forsvandt den fra sne og driver
langt mod syd som digteren skriver
fløj han af sted ” med sin gule sabel
helt ned over Neapel”.

Men hvad er der sket med den og med mig?
Vi har levet sammen og hver for sig
Før så jeg den kun når jeg lå i skjul.
I dag ser jeg hver dag den skønne fugl
sidde på min tagryg og boble af liv
mens min krop endnu er morgenstiv.
Dens sang – ja jeg ved godt den ej synger for mig
men for at markere: at her bor jeg.
Dog er det som om vi kender vores roller
og jeg nyder sangen til mine morgenboller
 
Som en Pavarotti på sin tagrygsscene
fortryller han  min havelod helt alene
Uden smålighed drager han naboerne ind.
En ekvilibrist - jeg er rørt i mit sind
I et drømmeagtigt musisk univers 
kommer mobilens  kalden på tværs.
Jeg styrter af sted fra det fjerneste hjørne
for at nå telefonen - måske er det børnene.
Tryllefløjten skifter straks stilen -
”Ku’ du ikke høre at jeg var mobilen”??

Han er min trofaste sanger og ven
Især når græsset skal slås igen.
Sikker på  jeg kun vil ham det bedste
går han tæt ved min side og gør klar til at feste.