Gode Carsten,

Som du ved, defineres et studium ikke af eksistensen af et fakultet, men af en studieordning, der administreres af et studienævn. Placeringen er egentlig ret ligegyldig, når det gælder studiet. Derimod kan det være politisk relevant at spørge om nytten af et fakultet.

Man kan lege med tanken om at placere teologi på humaniora -- det vil være en misforståelse at sige religionshistorie. Men så er der ingen grund til at beholde fagområdet som særligt fagområde. Så kan eksegesen for den gammeltestamentlige dels vedkommende gå til orientalistikken -- i København Niebuhr Afdelingen under Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, hvor også afdelingen for religionshistorie befinder sig -- og for Det Nye Testamentes vedkommende Afdelingen for Græsk og Latin under Saxo-Instituttet. Kirkehistorikerne kunne placeres sammen med generel historie -- i København ville det også være under Saxo-Instituttet, og systematikken under filosofi ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling(selv om filosofferne nok vil slå et kors for sig -- eller netop ikke vil slå et kors for sig) og en to tre, der er ikke længere nogen teologisk enhed ved universitetet. Denne opdeling er relevant, fordi det i givet fald vil være det teologiske studienævn, der rekvirerer undervisning, lige som nu. Fakultetet eller instituttet er i den sammenhng ikke vigtige.

Når man i København er bange for en sådan udvikling, hænger det sammen med, at teologiens særpræg ville være i fare for at forsvinde med en sådan omlægning.

Omlægninge synes lige for, men er forbundet med så mange problemer, at vi i København, der ikke har de samme problemer med religionshistorie som Det Teologiske Fakultet i Århus, nok foretrækker at være os selv.

Niels Peter Lemche
Professor dr.theol.

Der har snart være mange indlæg i KD af teologer – mest undervisere ved universiteterne. Jeg tænkte – som almindeligt menneske – at det kunne være rart at vide, hvad teologi betyder, så jeg brugte Illustreret Religionsleksikon fra 1950. Jeg skal spare den lange forklaring, men der står bl.a.”Læren om Kristi Guddom”. ” T er ikke det samme som Religion el. Kristendom..” ”..det er Kirken, der driver T..” – ”Den er Kirkens videnskabelige Selvbesindelse, og den drives for Kirkens Skyld alene..” Så er der en modsætning, for der står, ”.. det kan ingen Institution, men kun Personer.” - ”T kan følgelig ikke erklære noget for sandt..” - ”.. kun sige, hvad de ikke skal tro.”
Dette er noget som professor Søren Holm har skrevet, og hvad det har betydet for indholdet af studiet på univesitetet, ved jeg ikke.
Nu kan jeg så spørge, når det kun er personer, som kan studere theologi.
Kan det kun foregå på originalsprogene?
Hvilke sprog drejer det sig om?
Kan jeg, som ikke kan disse sprog, studere theologi? eller kristendom?

Efter, at jeg skrev ovenstående, kom en kronik i KD d. 5. nov. 2008 af
Carsten Bach-Nielsen, lic.theol og teologilektor på Aarhus Universitet og hjælpepræst og et indlæg af Børge Haahr Andersen Dansk. Bibelinstitut. Her er nogle kommentarer hertil.

Det er godt at vide, hvem man har med at gøre, så jeg fortæller, at jeg er folkeskolelærer fra 1956. Jeg er blevet undervist på en ”specialskole”, som havde det mål at uddanne lærere i den tid, derfor var fagene valgt og undervisningsplanen lavet med det formål.

Det ser nu ud til, at kommende folkeskolelærere bliver uddannet på noget, som kaldets Professionshøjskoler, tror jeg, hvor også andre uddannelser kan opnås.

De fine ord ”professionsorientering” og ” professionsuddannelse” bruges af både Carsten Bach-Nielsen og af Børge Haahr Andersen ( Dansk Bibelinstitut). Når noget er fremmed for en, bliver man let bange. Jeg bliver bange for, at et klart undervisningssigte mistes, både når det gælder lærere og teologer. Når det drejer sig om universitet, ved jeg ikke, om der er et specifikt mål, eller man sigter bredt. Noget tyder på, at man siger et og gør noget andet.

På seminariet lærte jeg engelsk på et rimeligt plan, nok til at jeg måtte undervise i folkeskolen. Siden er det med alderen blevet bedre, men det er altså ulige lettere og mere forståeligt for mig, at læse en tekst på dansk, som jeg er født og påvokset med. Klogere hoveder vil mene, at det nærmest er umuligt, at forstå et andet sprog helt til bunds, hvis man ikke er født ind i sproget.

Det kan naturligvis ikke være tilfældet med de sprog, som man skal bruge i det theologiske studium. Hvis det kan lade sig gøre fuldt ud at forstå, så tror jeg, at det kun vil ske i meget få tilfælde. Der må derfor efter min mening være et meget snævert mål, som går ud på at få den højeste mulige ekspertise i de grundliggende vidensområder i theologi: ”Læren om Kristi Guddom”. Det må efter min mening være så krævende, at kun meget få studerende vil være i stand til at klare kravene. Det vil være dem, som jeg kan ”hælde mit hoved til”, når jeg vil læse tekster. Efter 2000 års kristendom, er megen grundforskning allerede gjort, men nutidens theologer skal naturligvis være opdateret. Altså: ”Rigtig teologi, ikke et lightprodukt..”

C B-N spørger også:”Hvad skal man så med den teologiske uddannelse?”. Mit svar er måske: Ikke andet. Der bliver ikke mange studerende, men de bliver dygtige og det er nødvendigt.

Så bliver der brug for en masse personer, som med en grundig viden om kristendom og religion. De skal bruges mange steder i samfundet f. eks. som lærere ved diverse højere skoler, præster, skribenter og samfundsbeskrivere osv.

Hvad angår folkekirkens præster, synes jeg, at de ikke nødvendigvis behøver at have studeret de kristelige skrifter på et originalsprog, når man har de meget lærdes skrifter at holde sig til. Jeg tror ikke et øjeblik på, at præsterne bliver bedre prædikanter af at kunne gamle sprog. Det er blevet vist i praksis. ”Rang og titel burde da ikke betyde noget i kirkens regi”, skriver C B-N.

Det vil også berolige mig, at man ikke behøver at kunne grundsprog for at være med i evangeliets forkyndelse, for jeg har lige siden tiden i søndagsskolen og folkeskolen og gennem spejderne, i menigheden osv, selv modtaget og givet fra mig, sådan som jeg har forstået evangeliet.

Når man så hører og læser diskussioner mellem præster, som mener – fordi de kan grundsprog? – at de har den rigtige udlægning af evangeliet, så kan man kun blive forvirret, og jo flere ”private præsteudlægninger”, jo mere forvirring. Vi almindelige borgere må kunne stole på de rigtige theologers udlægninger, især, når de fortæller, at det og det problem kan man ikke sige noget entydigt om.
Tak, Carsten Bach-Nielsen.

Pens overlærer
Søren Hansen