Sejren til den demokratiske Barack Obama markerer et skifte efter 25 år med konservativ dominans i amerikansk politik, skriver medredaktør Michael Ehrenreich
Det er ikke alene Bush-epoken, der sluttede i nat med valget af Barack Obama til posten som USA's præsident. Sejren til den demokratiske kandidat markerer også, at den såkaldte Reagan-revolution klinger af efter 25 år med konservativ dominans i amerikansk politik.
Udover at erobre præsidentposten så det tidligt i morges ud til, at Demokraterne også ville styrke deres flertal i Kongressen, og dermed vil vejen ligge åben for et markant kursskifte i amerikansk politik, der kan sætte sig spor i mange år frem.
Men kan Obama indfri de enorme forventninger, der nu stilles til ham? Vil den kun 47-årige senator, der ikke har lang erfaring med politik på topniveau, kunne styre supermagten USA gennem de store vanskeligheder, der tårner sig op, såvel nationalt som internationalt?
Obama har gennem hele valgkampen demonstreret en enestående sikkerhed i håndteringen af de mange komplicerede politiske, strategiske problemstillinger, der dukkede op undervejs. Han besejrede først sin partifælle Hillary Clinton i kampen om den demokratiske nominering, og han slog siden en af de mest frygtede valgmaskiner i amerikansk politik, den republikanske.
Amerikanerne betragter selv de lange og udmarvende valgkampe som en af de afgørende prøver på kandidaternes kompetencer. Kan man lede de store organisationer, som kampagnestabene undervejs udvikler sig til, har man også gode chancer for at kunne bestride posten i Det Hvide Hus.
Hvorvidt Obama kan udfylde jobbet, vil vi hurtigt få nogle fingerpeg om. I perioden frem til indsættelsen den 20. Januar skal han sammensætte sin regering og udnævne sine vigtigste rådgivere, og der vil blive holdt godt øje med, hvorvidt han vælger personer med den erfaring og det perspektiv bagud, som han selv mangler.
Hans hidtidige linje tyder på, at han netop vil vælge dygtighed og kompetence som det afgørende frem for andre faktorer. Ikke mindst udpegningen af den erfarne Joseph Biden som vicepræsidentkandidat understregede, at Obama selv er opmærksom på den manglende erfaring som et af sine svage punkter – og at han er villig til at handle derefter til gavn for sine egne muligheder.