Ritzau |
5. november 2008
Den kommende amerikanske præsident, Barack Obama, kan regne med Danmarks fortsatte støtte, siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.
Den nyvalgte amerikanske præsident skal ikke se langt efter allierede, for Danmark vil fortsat tilbyde sin støtte, siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, oven på valget af Barack Obama som USA's næste præsident.
- Det er vigtigt for USA at vide, at de kan regne med Danmark. Men det er altså også vigtigt for Danmark, at vi i USA har en stor, stærk støtte, der kender vores kvaliteter og værdsætter vores støtte og hjælp, selvom vi er et lille land, siger hun.
Danmark og USA har mange fælles interesser, og dem skal vi fortsat mødes over og finde løsninger på, lyder det fra Pia Kjærsgaard. Derfor kan den kommende præsident især forsikre sig om, at Dansk Folkepartis position i forhold til krigen i Afghanistan, som skal sikre tryghed og stabilitet i den frie verden, er helt uændret. Derudover glæder Dansk Folkeparti sig over Barack Obamas ønske om at sende flere amerikanske kamptropper til Afghanistan.
- Det vil også gavne de danske soldater, som fortjener al den støtte og hjælp, de kan få, slutter Pia Kjærsgaard.