Chicago emmer af håb og begejstring efter bysbarnet Barack Obamas sejr. At en ikke-hvid mand bliver præsident giver så meget håb for Amerika og for fremtiden, siger en evangelisk, tidligere republikansk vælger
Sidsel Nyholm skriver fra Chicago
Et kollektivt glædesbrøl lød fra de cirka 125.000 mennesker forsamlede i Chicagos Grant Park, da tv-stationen CNN præcis klokken 22 lokal tid annoncerede: Barack Obama er valgt til USA's 44. præsident.
Nogle faldt hinanden om halsen, mens andre lænede nakken tilbage og lod glædesråb gjalde op i den klare nattehimmel, der var oplyst af storbyens neonlys.
En af dem, der lod tårene trille frit, var den 51-årige Diane Johnsen, der ligesom Barack Obama er del af det ikke-hvide Amerika.
- Jeg kan næsten ikke tro, at jeg skal vågne i morgen og vide, at vi snart indsætter en sort mand som præsident. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen. Jeg er så stolt, sagde hun.
Der var da også næsten vantro malet i øjnene på mange af de amerikanere, der havde fået en af de eftertragtede billetter til begivenheden i Grant Park, hvor Barack Obama selv dukkede op for at holde sin sejrstale sidst på aftenen. Ord som 'utroligt', 'ubeskriveligt' og 'vildt' fløj gennem luften.
- At en ikke-hvid mand bliver præsident giver mig så meget håb for Amerika og for fremtiden. Jeg tror, at det virkelig kan ændre landet og forbedre racerelationerne, sagde den 32-årige Jennifer.
Hun har stemt republikansk ved tidligere valg, men var ikke i tvivl om, at Barack Obama skulle have hendes stemme.
- Jeg er stærkt troende evangelikal kristen, men jeg nægter at gå med på forestillingen om, at vi automatisk skal stemme republikansk på grund af nogle bestemte sociale værdier såsom abort. Barack Obama er en lige så overbevist kristen som George W. Bush, og han har været god til at forklare, hvordan hans tro påvirker hans politik. Det er den vigtigste grund til, at jeg har stemt på ham, forklarede hun.