Kære brevkasse

Jeg er den yngste søn til Niels og Marianne. Jeg har med stor interesse læst mine forældres brev. Jeg vil gerne forsøge at give et indblik i denne konflikt, set fra mit synspunkt. Jeg synes grundlæggende ikke, at brevet giver et nuanceret billede af de ting, som ligger til grund for de valg, min storebror og jeg har truffet. Jeg vil for det første gerne sige, at denne konflikt har været utrolig hård og opslidende for mit vedkommende og ikke mindst for mit ægteskab. Jeg tror egentlig, at denne konflikt har været under opsejling gennem mange år for både min bror og jeg. Problemet er helt klart Marianne, som har haft meget svært ved at sætte sig selv i baggrunden og respektere vores ønsker og behov. Det værende områder som, hvor tit man skal ses, hvor tit man skal ringe til hinanden, hjælp til flytning og ikke mindst, hvordan samværet med børnebørnene skal fungere. Rollen som farmor har været den altoverskyggende grund til de problemer, vi har nu. Jeg vil gerne indskyde, at jeg har et fantastisk godt forhold til min storebror og er tættere på ham end nogen sinde før. Jeg vil ikke kommentere min storebror´s situation, men vil gerne give et indblik i de problemer vi fik, da jeg blev far for snart tre år siden. Det kan stort siges med et ord: Jalousi.
Umiddelbart efter vi fik vores søn, købte vi hus 50 meter
fra min kones forældre. Denne beslutning om at flytte tæt på mine svigerforældre, skabte en meget tydelig jalousi og mistro fra min mors side om, hvorvidt hun også fik del i vores søn. Det kulminerede en dag, hvor mine forældre uanmeldt troppede op i byggerodet i det nye hus og efter min mening angreb mig verbalt med deres frustrationer omkring deres manglende samvær med vores søn og det faktum, at jeg gerne selv ville klare en del af flytningen. På dette tidspunkt var vores søn omkring 3 måneder. Denne handling gjorde mig meget ked af det og har efterladt et grimt minde.
Denne situation samt flere episoder gjorde til sidst, at min kone fik nok. Nogen tid efter blev min søn og jeg praktisk talt smidt ud af deres hjem efter en diskution med dem. Dette var dråben for min kone og hun besluttede efterfølgende, at Magnus ikke kunne være en del af deres liv, før de fik et bedre forhold til mig. Jeg var ikke enig med min kone, men har nu forstået baggrunden for denne beslutning. Jeg har nu gennem omkring 2 år forsøgt at skabe et godt forhold til dem og prøvet at få dem til at forstå, at de skal lade være med at fokusere på min søn. Lige lidt har det hjulpet og jeg er også snart ved at give op. Vi føler, at hendes psyke er meget ustabil og at hun har meget svært ved at se hendes egne, personlige problemer. Jeg er simpelthen træt af, at høre om alle deres problemer, sygdom og negative syn på tilværelsen. Der er ikke noget, jeg hellere ville end at have et sundt og positivt forhold til mine forældre, men nogle gange er det lettere sagt end gjort. Er man ikke noget godt for hinanden og kommer der ikke noget godt ud af samvær, må man nogle gange træffe nogle svære beslutninger. Jeg håber, at der er tale om en pause og ikke en endelig beslutning. Det kommer helt an på, om mine forældre vil indse, at denne konflikt udelukkende er skabt af dem.
Jeg håber, at dette brev kan bidrage til emnet.
Den ynste søn

Tak til yngste søn for din forklaring, dit syn og din oplevelse af problemerne. - Det er positivt at du prøver at få forholdet til at fungere, og det håber jeg virkelig det kan for alle parters skyld. -- Men efter din forklaring, kan jeg godt se, at det er meget vanskeligt. -- Alligevel håber jeg, som mor uden kontakt m. søn - uden at vide hvorfor.
Ønsker jeg alle en god positiv fremtid.
Tak for dit bidrag til et meget vanskelig emne