Den gode læser inspireres af Bibelen

I de to seneste klummer har jeg inviteret først Sonja Richter og sidst Nynne Bjerre for at stille dem spørgsmål om deres forudsætninger og holdninger. Forleden fik jeg så med posten Iben Damgaards bog ”At lege fremmed med det kendte”, som er en stram og koncis fremstilling af en række af Kierkegaards gendigtninger af bibelske figurer. Først og fremmest naturligvis Johannes de Silentios Abraham ”I frygt og bæven” og Constantin Constantius’ Job-skikkelse i ”Gentagelsen”. Begge skrifter udkom samme dag, den 16. oktober 1843.

Det er Iben Damgaards pointe, at Søren Kierkegaard hele forfatterskabet igennem benyttede en række figurer fra både Det Gamle og Det Nye Testamente, foruden de to nævnte David og profeten Nathan fra Det Gamle og tillige Peter og Judas, Pilatus og Johannes Døberen fra Det Nye Testamente.

Iben Damgaard, som er adjunkt i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet i Århus, er uddannet cand. theol. og har skrevet ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet, er inspireret af Arne Grøns tanker om synets etik. Hendes afhandlingstitel, ”At lege fremmed med det kendte”, spiller på, at Kierkegaard var træt af, at man i hans samtid citerede for eksempel Abrahams vandring med Isak til Moria-bjerget (Første Mosebog, kapitel 22), idet man udelod alle vanskeligheder og anfægtelser.

Kierkegaard er enig i, at Abraham kan kaldes troens fader, men kun hvis man læser teksten med dens rystende elementer i stedet for at rable dens ord af, som om der ikke var nogen eksistentielle afgrunde og rædsler i den. På lignende måde kunne man glemme Jobs håbløse situation og amputere hans berømte replik, efter at han har mistet ni sønner: ”Herren gav. Herren tog. Herrens navn være priset.”

Kierkegaard siger, at det er en sætning, man tager ud af sammenhængen og bare automatisk fyrer af til enhver, der har sorg og uoprettelige tab. ”Nu siger man den,” siger Kierkegaard med opbydelsen af alt sin humor og ironi, ”på samme måde, som man siger prosit til et menneske der nyser.”

Iben Damgaards fremhævelse af, hvad den gode læser betyder i Kierkegaards forfatterskab, er, at den gode læser kun er den, som spørger sig selv: Hvor befinder du dig i forhold til den person, du læser om? Har du selv Abrahams tro og tillid? Også når det mest urimelige offer kræves af dig? Har du Jobs fortrøstning til, at du efter at have tabt alt kan få alt tilbage af Gud? Hvad nytter det, at Jesus sagde til den romerske embedsmand: ”Det ske dig, som du troede.” Den romerske embedsmand troede, at hans søn blev rask, men sæt nu han intet havde troet eller troet det værste, hvad hjælper det så, at den romerske embedsmand troede, når læseren ikke tror det mindste?

Netop derfor må man altså lege fremmed med de kendte steder i Bibelen. Kierkegaard sagde selv, at han, endda når det gjaldt hans egne bøger, hellere ville være læser end forfatter.