Henrik Hoffmann-Hansen |
7. november 2008
Det er noget forskelligt at være liberal, konservativ eller neokonservativ i USA og i Danmark
Er Barack Obama socialdemokrat eller liberalist? Hvad betyder det overhovedet, at en amerikaner er liberal? Konservativ? Eller neokonservativ? Der er ikke noget at sige til, hvis det amerikanske valg har skabt forvirring om, hvordan den idelogiske skilteskov egentlig skal tydes i en europæisk, skandinavisk eller bare dansk sammenhæng. Men her følger en kort -ismehjælp til amerikansk politik.
LiberalismeI økonomisk forstand er næsten alle amerikanere liberalister, men man skelner mellem klassiske liberalister og moderne liberalister.
De klassiske går ind for det helt frie marked, og at staten skal blande sig mindst muligt både i økonomi og i borgernes privatliv, herunder religion. Herhjemme ville vi tale om ultraliberalisme.
De moderne liberalister fik deres gennembrud med den demokratiske præsident Franklin D. Roosevelts ”New Deal”-reformer fra 1933 til 1936. Her forsøgte staten med investeringer, regulering af erhvervslivet, hjælp til arbejdsløse og socialhjælp at hjælpe samfundet ud af den store økonomiske depression.
Selvom der var ligheder med Socialdemokraternes politik, var der på ingen måde tale om, at USA skulle være en velfærdsstat i skandinavisk forstand. Mere præcist kan man tale om, at de moderne liberalister er socialliberale. I dag findes de primært hos Demokraterne, hvis danske søsterparti er Venstre.
Liberalisme er imidlertid ikke kun økonomi. Det handler på amerikansk nok så meget om ikke-materielle værdier. Her er konservatismen – og ikke socialismen – modsætningen til liberalismen. At være ”liberal” er for mange amerikanere, ikke mindst inde i landet, et skældsord, fordi det forbindes med at gå ind for abort, Darwins udviklingsteori, kvinders ligestilling, homoseksuelles ret til ægteskab, forskning på stamceller, familielivets opløsning og meget andet af samme skuffe.
KonservatismeDe fleste ”konservative” i USA er liberalister i økonomisk forstand, og de fleste findes i Republikanske parti. Men de benævner sig i dag konservative ud fra de værdier, der er nævnt herover, og også ud fra deres religiøse holdninger. Det sidste er forholdsvis nyt. Fra den republikanske præsidentkandidat i 1964, Barry Goldwater, til og med 1980’ernes republikanske præsident Ronald Reagan, har konservatismen talt for, at staten skulle blande sig uden om med hensyn til moralske spørgsmål.
NeokonservatismeHar haft sin storhedstid under præsident George Bush og har pudsigt nok meget lidt med konservatisme at gøre. De lærde er uenige om ideologiens rødder, og om man overhovedet kan tale om en ideologi. Fundamentet for neokonservatismen var en stærk antisovjetisk holdning især i 1970’erne og 1980’erne.
Det var tidligere venstreorienterede, som under indtryk af Vietnamkrigen var optagede af at sprede demokrati og menneskerettigheder, om nødvendigt med magt. Faktisk var der også en inspiration fra europæiske socialdemokrater eller endda trotskister og deres tale om en vedvarende revolution.
Med Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald mistede de neokonservative meget af deres eksistensgrundlag, men det kom tilbage med fuld styrke efter 11. september 2001, da præsident George Bush erklærede krig mod terrorismen og islamismen.
Bush’ doktrin om ”forebyggende angreb” på terrorstater, hans retorik mod ”ondskabens akse” og krigen mod Irak tolkes altsammen som direkte konsekvenser af neokonservatismens comeback.
De neokonservative kom undervejs til at indgå en slags alliance med det religiøse højre. Ikke fordi mange af de oprindelige neokonservative var specielt religiøse, men fordi de så et potentiale i religion som et instrument til at fremme samfundsmoralen.
Partipolitisk finder man de neokonservative hos Republikanerne, der imidlertid også huser klassiske konservative.
I Danmark er Republikanerne De Konservatives søsterparti, men på en del områder er de to partiet ikke enige.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad