Det bør kalde på en kontant reaktion fra den vestlige verden, at en række muslimske lande forsøger at få gjort kritik af islam til et spørgsmål om racisme. Alt tyder på, at FNs kommende racismekonference, Durban 2, vil konkludere, at en af de mest bekymrende tendenser i verden efter 2001 er bagvaskelse af muslimer og deres tro. Tidligere på ugen kunne vi her i avisen fortælle, at det udkast, der foreligger til slutdokument for konferencen, omtaler en stigning i islamofobi og såkaldt bagvaskelse af religioner som markant udtryk for racisme mod muslimer. Den dominerende tone i udkastet til dokumentet er, at USA, Europa og Israel er racistiske og diskriminerende i forhold til islam. En række vestlige lande overvejer at boykotte konferencen, men har ligesom Danmark besluttet at blive ved med at forsøge at påvirke udfaldet. Hvis det viser sig at være omsonst, bør også Danmark boykotte konferencen.

Det er en indskrænkning af menneskerettighederne, hvis det lykkes de muslimske lande at få gjort kritik og forhånelse af religion til udtryk for racisme. Siden offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har vi her på avisen taget afstand fra forhånelsen af andres tro. Vi er ikke tilhængere af blasfemi, og vi ønsker ikke den danske blasfemiparagraf afskaffet. Det ville blive udlagt som grønt lys for klapjagt på ikke mindst muslimer. Men vi er heller ikke tilhængere af, at kritik af religion skal underkastes international regulering og forbud. Det er en integreret del af ikke bare ytringsfriheden, men selve religionsfriheden, at den kan bruges til at kritisere tro og religionsudøvelse. Netop religionskritikken har været en drivkraft i udviklingen af de vestlige samfund. Uden den ingen Frans af Assisi, ingen Reformation og slet ingen religionsfrihed. I Christian Vs Danske Lov fra 1683 hedder det, at den, der bespotter Guds hellige navn, skal have sin tunge skåret ud. Vi er kommet langt siden.