Musik om den uendelige længsel

Der er flere kandidater til betegnelsen ”operaernes opera”. Mozarts ”Don Giovanni” kunne være en mulighed. En anden er Wagners ”Tristan og Isolde”. Fælles for de to værker er, at de ud over at være musikalske og dramatiske mesterværker har sat sig dybe spor også i litteraturen, filosofien og billedkunsten og dermed været med til at præge vores kultur på afgørende vis.

”Tristan og Isolde” udsprang af en personlig krise. Midt under det årelange arbejde på ”Nibelungens Ring” begyndte Wagner at gå død i det store projekt. Han boede på det tidspunkt i Zürich som gæst hos den schweiziske rigmand Otto Wesendonk. Men omgangen med Wesendonk kompliceredes hurtigt af den gensidige betagelse mellem Wagner og Wesendonks unge kone, Mathilde. Inspireret af affæren – der trods voldsom lidenskab med stor sandsynlighed aldrig blev mere end platonisk – afbrød Wagner kompositionen af ”Ringen” og påbegyndte udformningen af ”Tristan af Isolde”.

Bygget på et middelalderligt sagn, der netop handler om den forbudte kærlighed mellem Cornwalls dronning Isolde og hendes mands nevø og hærfører Tristan. Da digtet var færdigt, eksploderede situationen, og de respektive ægtefæller fik sat en stopper for forholdet. Wagner tog til Venedig uden hverken kone eller elskerinde og udarbejdede der, under munkeagtigt asketiske arbejdsforhold den måske mest glødende kærlighedsmusik, der nogensinde er blevet skrevet.

Det, der gør ”Tristan”-musikken så enestående, er, at den bryder med flere hundrede års norm for musik, der ”slutter” og når frem til afspænding i slutningen af en frase. I ”Tristan og Isolde” opbygger Wagner en harmonisk højspænding, der først når sin endelige forløsning i værkets sidste takt, slutningen af Isoldes elskovsdød. Et nyt tonesprog, der oversætter dramaet om den uendelige længsel til musik, var født, og det satte sig dybe spor i eftertidens musik – foruden hos forfattere som Baudelaire, Nietzsche og Thomas Mann og en hel generation af symbolistiske malere.