Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Efter kampen er det tid til gudstjeneste til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efter kampen er det tid til gudstjeneste

Efter soldaterne i Bravo-kompagniet i den danske bataljon i Helmand i Afghanistan havde været i de hidtil hårdeste kampe, kom de selv til præsten og bad om en gudstjeneste. Så i den mørke ørkenlejr blev der holdt en aftengudstjeneste i skæret fra pandelamperne. –

- Hærens Operative Kommando.

Kommenter Hold mig opdateret

Soldater i Afghanistan har brug for Vorherre, præsten og ritualer, når døden kommer tæt på

Forleden aften var der gudstjeneste i Helmand-provinsen i Afghanistan. Det var ikke noget, præsten havde fundet på. Initiativet var kommet fra en ung soldat, der netop havde været i kamp i det danske ansvarsområde. Og den danske feltpræst, Kristian Massey Møller, var hurtig til at arrangere en gudstjeneste i den fremskudte base Price da soldaterne var kommet ind bag de beskyttende mure.

– Det var, efter de var kommet hjem fra Operation Dinesen, hvor de virkelig havde været derude, hvor det ikke er sjovt. En af soldaterne kom hen til mig, så mig i øjnene og sagde: ”Nå præst, så er det vist tiden,hvor vi skal have en gudstjeneste”, fortæller feltpræsten.

Det blev til en gudstjeneste specielt for det infanteri-kompagni, der hører hjemme i Price. Det var frivilligt at deltage, men cirka 40 unge soldater mødte op.

– Det er helt frivilligt, men man har lyst til at gå til gudstjeneste, når man har været ude, hvor det er farligt, siger 26-årige Steven.

Annonce
Ved siden af ham står 27-årige Martin.

– Der et også for at vise ære for vores kammerat, der blev såret i dag. Men jeg deltager også gerne i sådan en gudstjeneste, fordi det er hyggeligt, siger Martin, da han og Steven efter gudstjenesten går tilbage mod teltene.

– Jeg tog nu også med til gudstjenesten for at bakke op om en anden i vores gruppe, som havde det lidt skidt, og som virkelig havde brug for at komme til gudstjeneste, siger Steven.

Han synes nu også selv, det er godt at synge salmer, bede fadervor og høre præsten tale om at høre til et sted.

– Det er ikke, fordi man har lyst til at takke Vorherre, fordi han passer på. Vi ved, at det er vores dygtighed, der redder os. Nej, det er for at falde til ro, siger Steven.

Præsten tør ikke gætte på, hvorfor soldaterne beder ham om en gudstjeneste, efter de har været i hårde kampe med døden tæt på.

– De har jo brug for det. Det er ikke et behov. Det er en trang. Det er noget, de ikke kan lade være med. De har en trang til at sætte deres oplevelser og følelser i perspektiv med noget, der er større, siger Kristian Massey Møller.

Han holder gudstjeneste i lejren hver søndag. Der kommer mennesker, men det er ikke specielt mange. Og det er ikke specielt mange af de unge kampsoldater.

– Folk her er, som danskere er flest. De render ikke kirken på dørene. Men alligevel ligger det dybt i dem, at når det strammer til, så kommer trangen til at sætte tingene i perspektiv. Derhjemme plejer man at sige, at når folk bliver gamle og kommer tættere på afslutningen, så får de flere tanker om livets store spørgsmål. I realiteten er det det samme, der sker her. Det er bare noget tidligere i livet, at det går op for folkene, at livet jo ikke varer evigt, siger præsten, som tilføjer:

– Jeg tror nu ikke, at de her drenge og piger bliver flittige kirkegængere, når de kommer hjem. I morgen kører livet jo i højt gear igen, og der sker så meget, at man ikke så tit får trangen til at gå i kirke. Men de har prøvet at være der, hvor det er tiden at holde gudstjeneste, siger Kristian Massey Møller.

Og sådan forventer Martrin og Steven også det går.

– Jeg kommer kun i kirke til bryllup og barnedåb, og måske med familien til jul. Det tror jeg ikke ændrer sig, når vi kommer hjem, siger Steven, der bliver suppleret af Martin:

– Jeg ville nu ikke have undværet at have præsten her, og ikke kun til gudstjenesten. Det er meget rart, at han går sammen med os til hverdag, og man altid kan snakke med ham. Det gør godt, når man har det lidt skidt. Det kan godt være, at en psykolog også kan gøre sådan noget, men præsten er her hele tiden, og han er en af os. Det gør godt, at man ved, han er her, siger Steven.

Hans Jørgen Hansen er journalist, ansat af Hærens Operative Kommando. I øjeblikket er han i Helmand i Afghanistan.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​