Når jorden går under

– Generelt kan man sige, at folk er robuste, men alligevel er flere sårbare, og får posttraumatiske stress-forstyrrelser, forklarer Keld Molin. Konsekvenserne af dem viser sig i form af opfarenhed, social tilbagetrækning, hukommelsen kan være blevet dårligere, og man plages af tilbagevendende flashbacks om den dramatiske begivenhed.

– Undersøgelser efter katastrofen viste, at 40 procent led af en alvorlig krisetilstand. Det overraskende er, at dette tal stort set er uændret i den nye undersøgelse, og at lidelserne dermed nu har sat sig som kroniske.

Med Seest-undersøgelserne påpeger psykologerne behovet for nye handlestrategier over for kriseramte ved katastrofer. Som det er i dag, er det kriseterapeutiske beredskab i alt for høj grad baseret på et akutberedskab, hvorimod der ikke tages tilstrækkelig højde for de langvarige og de kroniske lidelser, som opstår, når verdener bryder sammen.

Ligesom der her er brug for nytænkning, er der det, når vi kommer endnu tættere på en realisering af vore dommedagsforestillinger, mener Keld Molin, der konstaterer, at vi – psykologisk set – nærmest er født med undergangsforestillinger i os.

– Vi er jo født med en årsagsforståelse. At alting har en årsag og en begyndelse og derfor nødvendigvis også må have en slutning, og at den typisk vil forme sig som en katastrofe med ild og svovl og torden, som vi kender det fra mange kulturer.

Det tætteste, vi i nutiden kommer dommedagsforestillinger, er ikke katastroferne – og trods følgerne heller ikke Seest-eksplosionen – men derimod frygten for terror, påpeger Molin.

– Terroren er værre, fordi der her er nogen, der ønsker os det ondt. Vi kan trods alt lettere forholde os til den tilfældige katastrofe.

Som en af de få herhjemme, har Keld Molin forsket i ”Terrorangrebets psykologi”. Under denne titel udgav han i 2005 en bog om psykologiske konsekvenser og beredskab ved terror med masseødelæggelsesvåben. Ligesom ved det almindelige katastrofeberedskab mener han, at der her er brug for nytænkning med hensyn til indsatsen på det psykologiske plan. Der er ligefrem brug for et ”frygtberedskab”, fordi terrorens vigtigste incitament er at skabe frygt og rædsel i mennesker og samfund, og det rækker langt videre end til blot bekæmpelse af de direkte skader.

– Hvis der sprænger en terrorbombe i København, vil det også skabe frygt og dermed risiko for uhensigtsmæssige handlinger i Frederikshavn. Derfor er der brug for et langt bredere beredskab, hvor vi ikke kun fokuserer på det sted, terroren sker, for så risikerer vi ikke at opdage, at mens vi er i færd med at slukke branden i hønsehuset, er gården bag os måske i fuld gang med at futte af.

Ud af frygten bemægtiges vi af vore egne dommedagsforestillinger, som reducerer overblikket, giver os stress og dermed et handlingsmønster, der er med til at forværre situationen.

– I 2005 oplevede man for eksempel, at frygt i forbindelse med en falsk alarm om en bombemand ved en moské i Bagdad medførte, at 843 blev trampet ihjel eller druknede ved en bro. Selv i fraværet af en ydre, konkret terrorhændelse kan frygt være farlig.

Eller da fire døde ved en radioaktiv forurening i en brasiliansk storby, og 112.000 lod sig lægeligt undersøge. 5000 af dem havde tydelige symptomer på strålesyge, selvom ingen var bestrålet. Der var tale om rent psykosomatiske symptomer.

– I de situationer går det op for os, at livet er sårbart, og vi ikke er udødelige. Vi vil jo ellers have kontrol over alt og mener normalt også at have det, selv i trafikken, på trods af at der her bliver dræbt adskilligt flere end ved terror.

Frygten for terroren er i dag en uadskillelig del af vores hverdag, og den bliver ikke mindre fremover, spår Keld Molin, men han tror samtidig på, at vi kan lære at leve med den. Det vil i høj grad afhænge af en bedre – og i den forbindelse forebyggende – krisehåndtering.

steens@kristeligt-dagblad.dk