Karin Dahl Hansen |
10. november 2008
Når soldaterne kommer hjem fra missioner i udlandet, venter ingen officiel modtagelseskomité i modsætning til sportsfolk, der bliver hyldet som helte. Stor bitterhed blandt soldater og pårørende – politikerne lover forbedringer
Da feltpræst Kim Jacobsen landede i Karup Lufthavn i februar i år sammen med 500 soldater, der havde gjort tjeneste i Afghanistan, blev de mødt af hashhunde og toldere. Ingen fra det officielle Danmark stod klar til at sige velkommen hjem og tak for indsatsen, til trods for at soldaterne fra netop dette hold havde deltaget i de værste kampe siden 1864 og havde måttet sende fem kammerater hjem i kister.
– Vi blev behandlet som halvkriminelle. Indtil dags dato har der ikke været en eneste officiel modtagelse af de soldater, der er kommet hjem. De er bare blevet lusket ind ad bagdøren, siger Kim Jacobsen.
Måneden før soldaterne landede fra Afghanistan, kom håndboldherrerne hjem som europamestre. De blev mødt af F16-fly, der gik på vingerne, og på Københavns Rådhus ventede pandekager, folkelig hyldest og festfyrværkeri fra Tivoli.
– Jeg har intet imod, at man hylder sportsfolk, men det falder mig for brystet, at når folk, der virkelig har gjort noget for Danmark, vender hjem, kan vi lande på en ødemark i al ubemærkethed, siger kaptajn Søren Bo Jensen fra Livgarden.
Han efterlyser, at politikerne, der har sendt soldaterne af sted, kommer på banen.
– Politikerne bør invitere til reception på Christiansborg, og forsvarsordførerne, der har sendt de her knægte i krig, skal byde på champagne. Jeg har endnu ikke set en eneste politiker ved de hjemkomstparader, vi holder. Vi prøver at gøre det så festligt som muligt. Her står alle soldaterne, som regel er der også en på krykker og en far, der står og hulker, fordi hans søn ikke er med hjem, og den dag er ekstra svær for ham. Men hvor er politikerne, spørger Søren Bo Jensen.
Også i Familienetværket savner man officiel modtagelse og anerkendelse.
– Vi kan virkelig ikke være det bekendt. Soldaterne bliver sendt af sted af samfundet, men kommer hjem som privatpersoner. Vi skal ikke have amerikanske parader med konfetti, men jeg vil gerne have hjemkomstparader i alle de store kasernebyer. Jeg tror sådan set også, der er en vilje, men nogle skal tage initiativet, siger kontaktperson i Familienetværket Jan Hjorth, der for to år siden mistede sin søn i Irak.
Politikerne er lydhøre over for kritikken, og forsvarsordføreren hos Socialdemokraterne, John Dyrby Paulsen, siger:
– Jeg kan godt forstå kritikken, og som politikere har vi nok ikke tænkt over det før. Vi bør gøre noget, og jeg kan sagtens forestille mig en reception på Christiansborg, hvor vi kan møde soldaterne og tale med dem, og de kan se Folketinget. Men det må ikke blive sådan noget borgerligt noget med parader, hvor alle koryfæerne fra det officielle Danmark kommer med medaljer og hat.
Forsvarsordfører Karsten Nonbo (V) har kæmpet for en national flagdag, som efter al sandsynlighed træder i kraft til næste sommer. Det synes han er en fin måde at hylde soldaterne på, og her har alle danskere mulighed for at hejse flaget.
– Vi skal behandle soldaterne, som de hædersmænd de er, og kan de blive enige om et fælles ønske, skal jeg nok stille op. Men jeg tror ikke, parader er noget for danskerne, og mange ønsker nok også bare at komme hjem til deres familie, når de lander i lufthavnen frem for at snakke med politikere, siger Karsten Nonbo.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad