Ritzau |
10. november 2008
USA's nyvalgte præsident, Barack Obama, kritiserer Danmark. Danskerne har gjort for lidt for de irakere, der er på flugt fra krigen i Irak.
Obama kritiserer ikke kun danskerne. Han kritiserer alle de lande, som gik i krig mod Irak.
- Landene har gjort sørgeligt lidt for at klare flygtninge-krisen. De må opmuntres til at gøre noget mere, skriver han på sin hjemmeside.
Her kritiserer Obama også USA. USA har forpligtet sig til at modtage 7000 flygtninge, men der er kun kommet ganske få flygtninge til landet.
Få irakere flygter til Danmark
I foråret vurderede FN's Flygtninge-højkommissariat, UNHCR, at 4,7 millioner irakere var på flugt. De fleste er flygtninge i selve Irak, mens 1,5 millioner er flygtet til Iraks nabolande.
Ganske få irakere har søgt asyl i Danmark. I 2006 søgte 519 irakere asyl i Danmark. I 2007 var tallet steget til 1071. Men i 2007 besluttede regeringen at give asyl til 374 tolke og andre irakere, der havde arbejdet for de danske tropper. Derfor steg tallet så meget.
I øjeblikket bor der 311 afviste, irakiske asylansøgere i Danmark. Det viser tal fra Amnesty International.
sup@ritzau.dk