Her var en verden, der åbnede sig, og her stod noget på spil. Man oplevede et teologistudium, der i kraft af sin lange, solide tradition, var alt andet end forstokket, for det kunne få os til at stille spørgsmål til verden og historien, som man slet ikke troede var mulige. Og vi oplevede gennem sprogene at se horisonter, således at Melanchthons ord om, at en teolog uden sprog er som en fugl uden vinger, blev sande.

MEN NU VIL MAN SLÆKKE på sprogene for teologer, således at teologerne kun kan blive til stækkede fugle, der ikke kan flyve, men må blive ofre for enhver grisk rovfugl.

Det afgørende var, at man oplevede, at teologien ville en noget. Man blev teolog med den stolthed og ydmyghed, som følger af at være rundet af et dybt dannelsesfag, hvor man altid står på skuldrene af andre, der har tænkt de tanker, som man selv famlende forsøger at formulere.

Hen ad vejen dukkede tanken op om at blive præst i folkekirken. Jeg kunne være blevet præst så mange andre steder, men folkekirken var nu det, jeg var rundet af, og den var også luthersk, hvilket betød frihed. Folkekirken var evangelisk-luthersk.

En februarmorgen tog jeg toget meget tidligt fra København for at kunne være i Aalborg om formiddagen. Her skulle jeg tale med biskop Hvas angående en stilling som sognepræst i Vendsyssel. Og hos Hvas blev jeg mødt af både imødekommenhed og teologisk alvor. Vi talte sammen i halvanden time om løst og fast og særligt om Confessio Augustana, hvor Hvas rammende beskrev artikel fire om retfærdiggørelsen som en strålekaster rundt i bekendelsen. Jeg følte, at teologien kunne bruges. At jeg som evangelisk teolog kunne bruges.

Og i embedet som sognepræst gennem 10 år har jeg erfaret, at min teologiske uddannelse var det bedste, der kunne fås. Jeg har mødt gammeleuropæisk klassisk dannelse i små husmandssteder, hvor kristentroen er dybt forankret. Jeg har mødt vide horisonter hos ældre folk, der i tidernes morgen har været på højskole og endnu bærer denne højskole i sig. Og jeg har set det smuldre hos min egen generation og vores forældre.

SOGNEPRÆSTERNE ER I Danmark evangeliske teologer, hvilket betyder, at deres grundfag er sprogene, for at kunne læse Bibelen på originalsprogene. Men ikke læse den som en filologisk hobby, men fordi Skriften er grundlaget for alt, hvad en evangelisk præst gør. Det afgørende for det teologiske fag, der dukkede op med Reformationen, var styrkelse af sprogene, således at teologen kunne tilegne sig Bibelen på originalsprogene. Grundlaget for det teologiske studium var Bibelen og tolkning af denne. Netop i skriftstudiet er teologen så at sige på hjemmebane og er på ingen måder amatør i sit eget fag. Her kan teologen noget, som andre universitetsfag ikke kan.

I skriftstudiet finder teologen sin faglighed. Det er denne faglighed, der skal styrkes. Læren om retorik og kommunikation, som man taler om i forbindelse med et nyt teologistudium, er absolut på sin plads, og fagene er klassiske dyder, men hvis der ikke er noget at kommunikere, hvad er formålet så? At nedprioritere sprogfagene i det teologiske studium er ikke kun en mindre justering. Det er en fundamental ændring af det reformatoriske syn på teologien.

Hvis man som teolog ikke ønsker at gøre sig til amatør i eget fag, så må studiet af skriften være grundlaget for arbejdet. Det er netop det område, der adskiller teologien var andre af universitetets fag. Men det synes, som om man i al hast er ved at forlade dette reformatoriske standpunkt til fordel for et sammensat studium, der både bliver til alt og ingenting, og samtidig forlade den klassiske forståelse af teologi som et skriftstudium.

Det forunderlige i den standende diskussion er, at det sjældent er i sognet, der er problemer. Her er efterspørgslen efter kirke og præst stor, og ofte mere end man kan holde til. Børn bliver døbt, og folk går til kirke. Vi tror ganske konkret, og evangeliet er ikke myte eller litteratur, men forkyndelse om og til vores liv.

MEN ALLIGEVEL SMULDRER DET: Teologien har ikke sit højdepunkt i vor tid, hverken blandt lærde eller læge. Der ansættes pilgrimspræster, selvom det strider mod alt i evangelisk kristentro. En biskop bifalder afskaffelsen af kristne helligdage, selvom helligdagene virkelig er en billedbibel for mennesker. Og nogle præster vil ikke arbejde om søndagen og vil ud af præstegårdene.

Man vil afskaffe præstegårdene i en tid, hvor menighederne ofte er så svage, som de nu er, hvilket vil være dødsstødet for folkekirken. Hvis der var en stærk menighed i sognene, kunne præstegården afskaffes, men nu fungerer den institution, som præstegården er, som en stadig og bastant påmindelse om det største embede: det kristelige embede, som enhver har fået, da vi krøb ud af dåben. Vi har brug for traditionen og kulturen, da vi er i en situation, hvor vi tydeligvis ikke kan bære det selv. Og teologistudiet, som for mig blev en horisontudvidelse af dimensioner med dets klassiske dannelse og vilje til at spørge om ting, man ikke troede var mulige, vil man nu skrive ned til et humanistisk laboratorium. Man føler sig i en alder af 36 år allerede som en dinosaurus, der er teolog i en teologiløs tid. Jeg er dog glad for, at jeg oplevede et teologisk studium fuldt af vilje til historien, men bedrøvet over, hvis det ikke kan blive andre til del.

Jeg ved, at hvis det ikke havde været for sprogene, ville jeg ikke være blevet teolog. Sprogene er grundstammen i teologien, og ved at afskaffe dem vil vi gøre os til amatører i vort fag. Jeg elsker mit teologiske fag og er stolt af det, og jeg elsker min folkekirke og det, den er og står for. Men jeg føler, at det, jeg elsker, er ved at blive presset til det yderste. Ikke presset af modstand, men af ligegyldighed og uvidenhed.

Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst i Tversted-Uggerby, Aalborg Stift