I Villa Borghese i Rom findes en gladiatormosaik, hvoraf her ses eudsnit. – Arkivfoto.
-
Josephine Schnohr |
12. november 2008
En forsker fra Medical University i Wien har undersøgt skeletterne på en gravplads med gladiatorer fra den berømte arena ved Ephesus i Tyrkiet. Resultaterne viser, at de legendariske gladiatorer var både fedladne og spiste vegetarisk
Romerske gladiatorer ses ofte afbildet på mosaikker, vaser, freskoer og statuer. Nogle prægtige kæmper, der fik kvindehjerter til at banke og gjorde mænd grønne af misundelse. Men disse afbildninger fortæller ikke hele sandheden om de professionelle dræbere, der skrev sig ind i historien med blodige spor i kamparenaernes sand.
Paleo-patolog og antropolog Karl Grossschmidt fra Medical University i Wien har undersøgt de gladiatorer, der lå begravet ved den berømte arena i den gamle by Ephesus i det vestlige Tyrkiet.
Gravpladsen blev udgravet af østrigske arkæologer, og de talrige grave giver en unik mulighed for at komme tæt på de sagnomspundne gladiatorer. Hvert skelet fortæller historien om en mands liv, drabelige kampe og en ofte tidlig, voldsom død.
Karl Grossschmidt identificerede og nærstuderede 68 individer fra Ephesus. Et så omfattende materiale gør undersøgelsen ganske enestående, og resultaterne blev lige så enestående. Grossschmidt endte nemlig med at pille ved myten om gladiatoren som det ypperste, mandlige ideal.
Flertallet af de begravede gladiatorer viste tegn på fedme. Her var altså ikke tale om toptrimmede og slanke muskelmænd, men mere omfangsrige kæmper med fylde og råstyrke. Grossschmidt ser dog en fordel i det ekstra fedtlag, der kan beskytte i kamp og tage de overfladiske stiksår.
En analyse af knoglernes indhold af calcium, strontium og zink gav ligeledes overraskende resultater. Gladiatorerne levede nemlig primært af planter som byg til brød og grød samt grøntsager, for eksempel bønner. Man kunne jo forvente, at den slags mandfolk spiste nogle gedigne bøffer. Men gladiatorerne foretrak åbenbart kulhydrater, der også hjalp med at opbygge det eftertragtede fedtlag.
Til gengæld tog de calciumtilskud i stil med nutidens elitesportsfolk. Dog ikke i form af små, fikse kalktabletter. Nej, gladiatorerne drak lidet lækre sammenkog af forkullet træ og knogleaske for at få det ekstra skud calcium. Virkningen udeblev da heller ikke, for ifølge Grossschmidt havde de ”eksorbitant stærke knogler”.
Som forventet fandt Grossschmidt masser af læsioner som følge af stik og slag med våben. En del var helet, for gladiatorerne blev tilset af de bedste læger. En dygtig gladiator var guld værd og skulle holde så længe som muligt. Så den berømte romerske læge, Galen, indledte faktisk sin karriere som gladiatorlæge.
Men visse sår kunne selv den dygtigste læge ikke kurere. Et kranie havde tre gennemborende huller efter en trefork. Andre gladiatorer fik det såkaldte nådesstød ved halshugning eller et sværd gennem hjertet. Grossschmidt fandt to versioner af sidstnævnte: nedefra og op igennem maveregionen eller oppefra og ned gennem skulderen. Ikke overraskende, at deres gennemsnitslevealder landede på sølle 25 år.
Enkelte holdt dog længere. Et skelet viste tegn på overudviklede nakkemuskler, der sikkert var en følge af mange års kamp med en meget tung hjelm på hovedet.
Så selvom gladiatorerne skrev sig ind i verdenshistorien, så står historien også skrevet i deres skeletter.
Kilde: Archaeology November/December 2008. A publication of the Archaeological Institute of America, Boston University
historie@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad