Fra mudderbadet til erindringens rene kilde

I begyndelsen ved man ærlig talt heller ikke rigtig, hvad det skal blive til med det her bind. Forfatteren er taget på kurophold og mudderbad nær Milano og kigger på sin mave, mens han tænker over tidens gang. Ak, hvor alt er i forfald. En Jeronimus, nu også med klimaforandringer til at understrege, hvordan vi har levet over evne og sat enhver arv fra den gamle nøjsomme verden over styr.

Heldigvis får forfatteren bjærget sig selv op af mudderet. Dog ikke uden kamp. Han må flere gange minde sig selv om, at alt trods alt ikke var bedre i gamle dage. Der var afsavn og fattigdom, underlige forsagelser og den ”bestemte styghed”, som armoden avler. Og således tvættet for kulturkritisk sentimentalitet kan han stige ned i erindringens klare vand.

”Som sagt” har ikke nogen episk tråd, men fremkalder det ene fortællende billede efter det andet. Om arbejdsløshed og fattighjælp på landet, om den kroniske sult, hvor børn nogle gange jog smågrisene væk fra soen for selv at komme til patten. Om at forestille sig himmerige som Sdr. Nissum og dens gårde, blot med arbejde i et roligere tempo. Om æbler og svaler, og helligbrøden den gang Hans Edvard blev ond og skød en svalerede med unger ned med sin slangebøsse. Selv kattene vendte sig væk i væmmelse. Om mænd, der bliver gamle og rørstrømske og puttet hen i en stol, mens konerne tager endeligt over. Om små børn, der leger doktor under grantræerne og den ophidsende duft af harpiks. Og det er nu bedst for hovedpersonerne, drengen og pigen, i legen, hvis de er ”lige børn”, og der er lidt hartkorn på begge sider. Og hvor ubarmhjertige underspillet udfrittende de jyske mænd kunne være over for den forhutlede bedstefar fra Svendborg.

Ham var det gået skævt for i livet, og han kom over og boede hos sin datter i perioder og var så bange for hundene, når han gik ude på vejen, at alle stak hovederne ud af husene for at få del i løjerne. Et fantastisk blik har Nørregård-Nielsen for de sociale spil, mennesker kunne have for med hinanden, også før samfundet, hvor vi forhandler om alt, var opfundet.

Mod slutningen af bogen har han et ganske ondskabsfuldt portræt af en yngre mand fra vor tid, en rigtig tidstype, der kan spise vellagret ost uden at komme til at lugte på fingrene og snakke i mobiltelefon samtidig. Han er ”flov over at være dansker”, men en god cognac kan skylle den værste indignation ned. Her er vi langt borte fra den gamle verden, men Nørregård-Nielsen står jo selv et sted midt imellem, og det er derfor, han så eminent kan fiksere afstanden mellem dengang og nu.

Sent i livet efter sin mors død er det for eksempel gået op for ham, at hun ikke kun glædede sig over, at han fik plads i en ny verden, men også med en til vrede grænsende bitterhed syntes, at han havde valgt andre og mere bekvemme omstændigheder. Hun har nok også tænkt sit, når hendes søn kom hjem på besøg og sig selv uafvidende var typen på en helt ny tid. Det besøg lader sig ikke gøre om, og en gammel mor kan være svær at stille tilfreds, men med sine erindrede rejser til fortiden har den modne Hans Edvard Nørregård-Nielsen i hvert fald nu til fulde vedgået arv og gæld. Til glæde for mange læsere.

Kristeligt Dagblad bringer i næste uge et stort interview med Hans Edvard Nørregård-Nielsen om bogen.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Som sagt. Et tidsbillede. Med foto af Kirsten Klein, Janne Klerk og Per Bak Jensen. 197 sider. 199 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk