Karin Dahl Hansen |
13. november 2008
Jakob Hou Larsen er lam i benene, efter at han blev skudt i Irak. I dag har han kun lovord til overs for forsvarets støtte, mens han mener, at politikerne svigter fælt over for de danske soldater og befolkningen
Når Jakob Hou Larsen fortæller folk, at han sidder i kørestol, fordi han blev skudt i Irak, taber de fleste underkæben. Det, at der kommer soldater hjem fra internationale missioner som krigsinvalider, er endnu fjernt for de fleste danskere, og på en måde forstår man dem. For sådan en klam og mørk efterårsdag, hvor Kristeligt Dagblad besøger Jakob Hou Larsen i hans parcelhus lidt uden for Odense, synes Irak meget langt væk.
– Til daglig tænker jeg ikke længere over, at jeg sidder i kørestol, fordi jeg har været i krig, siger den 31-årige sprogofficer.
Hans lange hår er samlet i en hestehale, og politisk befinder han sig på venstrefløjen. Irakkrigen var han imod fra begyndelsen, og han havde ingen intentioner om at blive sendt ud. Men efter en to-årig uddannelse som sprogofficer mente han, at han kunne gøre en forskel ved at tage en tørn i Irak – og så kunne det være spændende. I august 2006 rejste han derfor til Irak som tolk. Vel vidende, at det var mellemøstligt kviksand, han begav sig ud i.
– Jeg gjorde det ikke for Gud, konge og fædreland, men for at få en oplevelse, fortæller han.
Bare fem dage efter, at han var landet i Irak gik det dog galt. På sin første patrulje skød en snigskytte Jakob Hou Larsen i ryggen, og før det hele var begyndt, lå han på Rigshospitalet med svære skader. Allerede i Irak var hans ene nyre samt noget af tarmen blevet fjernet, og foran ventede ham et etårigt genoptræningsforløb. Først på hospitalet og siden på Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk. Det var også her, han fik svar på det spørgsmål, han i virkeligheden godt selv kendte udfaldet af. Nej – han ville aldrig mere komme til at gå igen.
– Alt det, jeg før gjorde pr. automatik, skal læres på ny, og der er mange nye problemer hele tiden. Det er en lang vej ned ad lussingernes landevej. Men jeg har ikke noget valg. Jeg er i det og skal bare handle, smiler den store mand i kørestolen, som netop er blevet slået tilbage til start efter endnu en operation – forhåbentligt den sidste.
I øjeblikket er han i hvert fald både sengeliggende det meste af tiden og afhængig af hjemmehjælp. Operationen i maven har også indebåret en katastrofal studiestart på arabisk og kommunikation på Syddansk Universitet, der ellers skulle have markeret en ny begyndelse for Jakob.
Der har været meget modgang, og det er fortsat ikke sjovt at blive talt langsomt til, fordi mange forbinder det at sidde i kørestol med at være tungnem. Men der har også været mange positive overraskelser – en af dem er det danske forsvar.
– Hvis man skal komme til skade, skal man gøre det i forsvaret. De er virkeligt fremme i skoene. Lige fra kollegerne til forsvarsminister Søren Gade (V) har der været opbakning. Min familie og jeg var i begyndelsen mandsopdækket af psykologer, og de har tilbudt hjælp, før jeg vidste, at jeg manglede den, siger Jakob Hou Larsen.
Mens han var indlagt i Hornbæk, mødte han mange andre patienter med rygmarvsskader, der måtte slås for at få erstatning, hjælpemidler og pension. Ikke Jakob. Han fik besøg af medarbejdere fra forsvaret, der spurgte, hvad de kunne gøre for ham, og han fik en toårig kontrakt som sprogofficer på Svanemøllen Kaserne.
Siden er han flyttet til Fyn for at være tættere på sit netværk og for at kunne begynde studiet på Syddansk Universitet. Han er stadig på forsvarets lønningsliste og arbejder hjemme fra parcelhuset. Han har fået de hjælpemidler, han har bedt om, og da han søgte om en specialbygget kørestol, så han kunne komme i gang med at spille basketbold, havde forsvaret ikke hjemmel til at hjælpe. Men de kendte de særlige fonde, der kunne, og på den måde fik Jakob sin specialbyggede sportsstol. Når han for alvor kommer i gang med sit studie, er det hans hensigt at sige op hos forsvaret og i stedet klare sig for SU.
– Forsvaret har virkelig været rundhåndet, og jeg tror, at jeg får skam i livet, før de siger stop, siger Jakob Hou Larsen.
Hvor der er ros til forsvaret, er der derimod stærk kritik af de danske politikere, som Jakob Hou Larsen mener har svigtet såvel befolkning som soldater.
– Politikerne bør tage det at sende unge mænd og kvinder i krig mere seriøst. Det er pinligt at sende folk af sted, der risikerer livet, på så spinkelt et grundlag. Jeg håber virkelig, at vi får en undersøgelseskommission, så alle sider af Irak-beslutningen kan blive vendt.
Jakob Hou Larsen peger på, at det spinkle beslutningsgrundlag, oppositionens vankelmodighed og befolkningens apati i sidste ende gør det svært for soldater, der har været udsendt til navnlig Irak at komme hjem igen.
– Irak-konceptet er ikke et stolt øjeblik i dansk historie, og mange vil helst glemme det. Hvis det havde været en uforbeholden god ting, vi havde gjort dernede, eller hvis soldaterne var kommet hjem efter at have frelst området, havde det været nemmere rent mentalt. Men nu bliver det til et stigma på soldaterne, at politikerne har sendt dem af sted på et så useriøst grundlag.
Jakob Hou Larsen er først nu begyndt at turde drømme om fremtiden, men han ser fortsat ikke for langt frem i tiden. For nylig rejste kæresten gennem seks år. ”Der kom en kørestol i mellem os”, som Jakob Hou Larsen udtrykker det. Alligevel har han mod på livet.
– En uge efter, at jeg blev skudt i ryggen, ramte den samme snigskytte en britisk soldat i halsen. Han døde. Fra da af begyndte jeg at mene det og ikke bare bruge det som en selvhjælpsmetode, når jeg sagde: Livet går jo videre.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad