Sjælesorg uden filter

"Skæld ud på Gud" hedder hospitalspræst Preben Koks bog om sjælesorg i moderne tid. Og skældt ud bliver der

Sjælesorg uden filter

Hvis man tror, at det med Gud og kristendommen kun er noget for tøsedrenge, så bør man læse "Skæld ud på Gud". Her er en kamp om eksistensen på spil, en voldsomhed, som nærmest vælter én omkuld, som angsten har haft væltet forfatteren omkuld i en lang årrække. Forfatteren er hospitals- og sognepræst Preben Kok, der var første præst i DR2's "Skriftestolen", og det er godt set af Informations forlag at få en bog ud af præsten, der så tydeligvis kan noget, når han møder mennesker, der ikke aner deres levende råd.

På sin egen måde er bogen en indføring i kristendommen og en tilværelsesforståelse, hvor mennesket ikke først og fremmest er et psykologisk væsen. Her er større ting på spil liv og død. Derfor ligger nøglen snarere i den indimellem næsten primitive urmenneskelighed, som man finder gennemspillet i Det Gamle Testamente og i eventyr. Hos Kok er sjælesorg ikke bare dårlig psykologi, men en teologisk kategori. Hans område ligger, som han formulerer det, ude over den tredje revle, hvor psykologen må give fortabt.

Forskellen er afgørede for Kok. Psykologien arbejder med at hjælpe mennesker med at få kontrol, mens troen derimod arbejder med det, man ikke kan få kontrol over. Og her er nok at tage fat på i et samfund, som ikke anerkender den faktiske magtesløshed, som findes, og som i stedet konverterer det til den enkeltes skyld. Så bliver det forældrenes skyld, at sønnen er narkoman, moderens skyld, at barnet døde og så videre.

Magtesløshed findes og det er ifølge Preben Kok ikke bare o.k. at give op, det kan være ligefrem nødvendigt. Det er også det, han fortæller de stressede sygeplejersker på Vejle Sygehus, hvor han er hospitalspræst. Det er o.k. at være ynkelig det er ligefrem menneskeligt.

Så langt kunne psykologien måske nok også komme. Men Preben Kok er præst, og hans pointe er, at det ofte kræver tro at give op, tro på, at der er en Gud, man kan skælde ud på og dele ansvaret med. Det bibelske kernested finder han hos Paulus i Andet Korinterbrev. Her står der, siger han, "I din magtesløshed udfolder Guds kraft sig" som om teksten har talt direkte til læseren om Guds kraft. Det står der faktisk ikke meningen er god nok, men det er endnu bedre. Det er Gud selv, der er afsender: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed." Det er lige ved, at præsten her kommer til at stå i vejen for Gud, selvom han ellers gør meget ud af, at han står sammen med det menneske, han taler med i magtesløshed.

Preben Kok er på én gang en klog mand og en enfoldig mand. Han ber' til Gud, når han skal have en vanskelig samtale, ber' midt i samtalen, "for hvad skal jeg sige" og når han så kommer i tanker om noget at sige, så er det Gud, der lader ham komme i tanke om, hvad han skal sige.

Det er sjælesorg uden filter. Det er det, der virker på tv, og det er det fine ved bogen. og samtidig dens svaghed. Lige så overbevisende, noget kan virke, når det bliver sagt i en mundtlig sammenhæng for eksempel om parforhold lige så skeptisk bliver man som læser, når skabelonerne bliver for tydelige. Det er velgørende, at pænheden er væk til fordel for voldsomheden men indimellem er det vel mindre end et "mord" og et primalskrig, der kan gøre det? Tænker man spagfærdigt, samtidig med at man under læsningen ikke et øjeblik tvivler på, at Preben Koks sjælesorg virker, når lokummet brænder. Og det gør det jo.

Preben Kok: Skæld ud på Gud. Sjælesorg i det moderne samfund. I samarbejde med Sune de Souza Schmidt-Madsen. 120 sider. 199 kroner. Informations Forlag. Udkommer i dag.

larsen@kristeligt-dagblad.dk