Hans Engell giver sin grundige, men ubehagelige version af den konservative borgerkrig sidst i 1990'erne
Den tidligere konservative pressechef Niels Krause-Kjær udgav for otte år siden "Kongekabale" om den konservative borgerkrig sidst i 1990'erne. Dengang blev den tidligere partiformand Hans Engell spurgt af en avis, om han ville anmelde værket. Svaret var, at i så fald skulle det være til politiet.
Bogen og filmen var fiktion, men med let genkendelige nøglepersoner. Ingen kunne være i tvivl om, hvem den magtgale gruppeformand i "Det Demokratiske Parti" var.
Nu lægger Hans Engell i "Farvel til Slotsholmen" sin egen version af kongekabalen. En detaljeret skildring af livet i og omkring Det Konservative Folkeparti fra 1993 til 2001.
Det er ikke nogen køn historie. Efter at have stået i spidsen for borgerlige regeringer i næsten 11 år var Tamilsagen tæt på at smadre De Konservative. Henning Dyremose blev partileder efter Poul Schlüter, men allerede på det tidspunkt begyndte magtkampe at æde partiet op indefra. Dyremose sagde hurtigt farvel, og Hans Engell tog over.
Ved valget i 1994 fik han en stærkt forynget og fornyet folketingsgruppe og gode muligheder for at genrejse sit parti. Strategien var at følge en selvstændig kurs, ikke mindst i forhold til Venstre. Det kulminerede, da Hans Engell indgik et finanslovsforlig med SR-regeringen i 1995, uden at Venstre var med.
Den meget berømte betonklods på Helsingørmotorvejen kom imidlertid i vejen for Hans Engells karriere efter spritkørslen i februar 1997.
Derpå fulgte den konservative borgerkrig, som han selv kalder den.
Ligesom i sine politiske analyser er han meget direkte og præcis i beskrivelsen af, hvordan magtkampen forløb. Intet bliver fejet ind under gulvtæppet. Der citeres flittigt fra private møder med venner og fjender, og man er aldrig i tvivl om, hvem der er hvem.
Det nærmer sig karaktermord på konservative profiler som Torben Rechendorff, Per Stig Møller, Pia Christmas-Møller, Pernille Sams og tidligere partiformand Poul Andreassen. Mens vennerne, Peter Sterup, Niels Ahlmann-Ohlsen, Anne Birgitte Lundholt, Lene Espersen, Henriette Kjær og flere andre, roses til skyerne.
Bogen lugter langt væk af at være et forsvarskrift, selvom der er selvkritiske bemærkninger undervejs. For eksempel erkender Hans Engell, at han burde have forladt Slotsholmen og dansk politik tidligere, end han gjorde.
Han har også en meget præcis analyse af magtkampen. Den var ikke primært et opgør mellem en venstre- og højrefløj som for eksempel i striden mellem Erik Haunstrup Clemmensen og Erik Ninn-Hansen. Sådan er det ellers blevet udlagt, men Hans Engell og hans fløj var ikke specielt højreorienteret. Han fokuserede på magt, ikke på ideologi.
Hans Engell erkender sin lyst til magt og kalder det hykleri, når andre politikere benægter deres hang til magt. Det har han ret i. Så meget mere besynderligt er det, at han undrer sig over forløbet sidst i 1990'erne. Hvorfor gik hans efterfølgere ikke ind i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med ham og hans gruppe? Hvorfor var de mistroiske og konspirerede bag lukkede døre?
Svaret er indlysende. For hvordan i alverden skulle Per Stig Møller eller Pia Christmas-Møller og deres hold kunne have samarbejdet åbent og tillidsfuldt med en mand, hvis klare ambition var at overtage deres job igen, så snart chancen bød sig? Hans Engell trak sig jo ikke fra sin lederpost, fordi han fandt spritkørslen moralsk uforenelig med partilederjobbet. Han trak sig, fordi han blev presset til det. Det skal give anledning til mistro.
Hans Engells version af "Kongekabale" bekræfter mange fordomme om politik og magt, som desværre ikke kun er fordomme. Indimellem er det også ulækker virkelighed. En ubehagelig, men informativ bog om livet på Christiansborg.
Hans Engell. Farvel til Slotsholmen. 416 sider. 299 kroner. Udkommer i dag på Gyldendal.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk